Den dag de feministiske, bøsseævlende humanister stoppede et kupforsøg fra reklamebranchen…

danishmotherseeking

("Feministisk bøsseævl" er tyvstjålet fra Politikens fantastiske, selvironiske kampagne - tjek på Youtube)

Da Rem-Rem med kampagnen “”Why kill time, when you can kill yourself” brugte selvmord som tema i forbindelse med markedsføringen af deres ure, var der stor opstandelse. Og efter min mening med rette. Jeg syntes dengang som nu, at det var dybt, dybt problematisk og hamrende uetisk at fremstille selvmord som cool og tjekket…

Men hvordan kan en  – viser det sig – falsk youtube video med en ung kvinde, der leder efter faderen til sit barn – bringe sindene så meget i kog…?

Ord som bedrag, utilgivelig løgn, krav om hoveder, der skal rulle, uetisk og jeg ved ikke hvad, fyger rundt på diverse sociale media som Twitter og Facebook. Opstandelsen er stor. Forargelsen vil ingen ende tage… (se eks. en diskussion på Politiken.dk: Hvad mener du om VisitDenmarks Youtube-reklame)

En hel flok mennesker, som jeg ellers anser som værende forstandige og kloge hoveder, forudser, at dette er enden på internettets troværdighed – fordi… man leger ikke med folks følelser. Man bruger ikke løgn. Man misbruger ikke folks empati. Og så videre og så videre…

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der er en vis hellighed og småforkælet attitude til stede her. De folk, der er mest forargede, lever blandt andet af at lave markedsføring via sociale medier. Men – og her er nok sagens kerne – forargelsen bunder mest i, at “de der reklamefolk” ikke laver viral markedsføring på på de HELT rigtige præmisser. Altså på den smukke, rene og etisk forsvarlige måde. Altså på den måde VI definerer som værende den rigtige.

Jeg har virkelig prøvet at blive forarget! Jeg har vendt og drejet situationen. Forestillet mig amerikanske husmødre med væg-til-væg empati og tårer i øjnene. Jeg har sågar forsøgt at sidde med et fordømmende og selvretfærdigt blik af Marianne Jelved’ske dimensioner for at se om det kunne få de helt rette følelser op i mig. Men ak, nej.

Sociologerne, antropologerne og andre fornøjelige typer , der bedriver social media marketing som kald og fag, må bare lære at leve med at de hårde cand-merc-drenge med excelark under armene nu for alvor begiver sig ind på deres territorium.

Husk nu: Al reklame er løgn.