FUD-marketing virker. Desværre… Men tænk dig nu om!

I tider som disse kan det være ekstremt fristende at spille FUD-kortet i markedsføringen (Fear, Uncertainty and Doubt). Overalt hører vi om krise – masseafskedigelser er en del af hverdagen. De makroøkonomiske nøgletal ser ikke for gode ud, bil- og hussalget er gået i stå, vores vigtigste eksportmarkeder er endnu hårdere ramt.

Kort og godt: Det ser fandme ikke for godt ud, venner! Og jeg er sikker på, at der ikke er nogen, der kan sige sig helt fri for at have en lidt ubehagelig fornemmelse i maven. Usikkerhed, utryghed, frygt – kald det hvad du vil – det er ikke rart. Og det påvirker os og vores måde at træffe beslutninger på.

3F FUD plakat

Nu opstår der så et nyt problem: Når noget bliver for indlysende, så kan selv de knap så kloge hoveder i diverse marketing- og kommunikationsafdelinger finde ud af gribe bolden og give kommunikationen et twist og spille på frygten. Og det virker. Frygt er ikke en fed tilstand og vores hjerne arbejder på højtryk for at bringe os i en sikker havn, så vi er meget modtagelige for budskaber, der spiller på dette.

Som forventet…

Lige fra da finanskrisen satte ind begyndte jeg at blive træt i hovedet bare ved tanken om den syndflod af reklame med “krisebudskaber”, jeg forventede ville komme. Og ganske rigtigt. Bare kig dig omkring. Hvis vi ikke er bare en lille smule bange allerede nu, så er vi da ved at skide i buskerne af skræk efter at have set dagens ration af annoncer, tv-reklamer og billboards.

Vi har (stadig) et ansvar

Tag nu den 3F plakat, der er herover. Jeg synes kort og godt den er klam! Ja, der er krise. Ja, det er smart at være medlem af en A-kasse, hvis du bliver arbejdsløs. Men for fanden! Lad da være med at tale ned til modtageren – og lad være med at gribe til følelsesporno ved at vise billeder af vores børn (det mangler bare, at drengen græder). Bare fordi du har et våben, giver det dig ikke en moralsk ret til at anvende det.

Marketing eller pistolsalg

Hvis du er kold i røven og bare skal have solgt noget at dit skrammel, så du kan komme ud på golfbanen. Så ignorer blot denne blogpost. Men hvis du har en god portion anstændighed og faglig stolthed i kroppen, så tænk dig for guds skyld om. Ingen bryder sig om at blive tvunget eller skræmt til at købe noget – eller melde sig ind i en A-kasse for den sags skyld. Hverken direkte eller inddirekte.

Selvom det er fristende at trykke på bøøøh-knappen for eks. at afhjælpe et blødende salg, så husk på, at det også kan have nogle negative konsekvenser i forhold til, hvordan dine potentielle og eksisterende kunder opfatter din virksomhed.

I det lange seje træk, har anstændighed og integritet altid været vinder-ingredienser.

Brød, skuespil og middelmådighed vom fass…

De udspekulerede romerske kejsere brugte “brød og skuespil” til at pacificere pøbelen med. For at undgå, at folket interesserede sig alt for meget for herskernes dårlige regeringsførelse, ville den siddende kejser bestikke foket ved at uddele brød og arrangere skuespil i form af gladiatorkampe, hestevæddeløb osv.

Hov, det virker bekendt! Vil det sige, at man ved at sætte fokus på én ting kan fjerne det fra noget andet? Er det ikke det, der er nogen, der kalder markedsføring…?

Jeg kom til at tænke på ovenstående for et godt stykke tid siden, da jeg af ren nysgerrighed forvildede mig ind i en ny butik, der ligger i det nærliggende indkøbscenter: Vom Fass.

Konceptet er, at de sælger spiritus, olie og eddike fra fad – og så kan man så vælge mellem forskellige flasker, hvor indholdet tappes ned i. Blandet andet en flaske formet som en motorcykel eller en lastbil. En pudseløjerlig ide, der som mange andre pastelfarvede ideer stammer fra Tyskland. Nå fred med det…

vomfass butik

Den flinke mand i butikken spørger mig, om jeg ikke vil smage. Jo tak. I tiden er det rom, vi synes er spændende, så jeg beder ham om at line nogle forskellige typer rom op.

Og føj! Lige pludselig husker jeg, hvorfor jeg ikke har drukket rom i hele mit voksenliv. For nu genoplever jeg pludselig smagen af den 20-kroners slaverom indkøbt på charterferie, som nogle af min storesøsters venner havde medbragt til hendes 18 års fødselsdag. OG som de morede sig med at hælde på den uskyldige 14-årige lillebror, så jeg endte med at hade hele sydamerika i mange år.

Med al forsigtighed og høflighed mobiliseret, spørger jeg ekspedienten, om det kan passe, at de alle smager som noget af forholdsvist lav kvalitet?

“Ja” – siger han frejdigt. “Der er egenligt ikke noget specielt spændende ved selve indholdet i fadene, men det er jo heller ikke det, vi sælger det på. Det er den sjove ide”.

Alt det her fad-værk, glasbeholdere, håndskrevne etiketter med videre. Vækker det ikke en vis forventning om kvalitet? Hvor er det utroligt, at man ikke en gang skammer sig over at levere middelmådighed – bare den er pakket sjovt ind.

På den anden side set, så er det faktisk befriende at han stod ved det i stedet for at tale ned til mig.

Det er der mange andre, der ikke gør. Alt for ofte er fokus fjernet fra et produkts kerneegenskaber i en evig uskøn jagt på at finde den perfekte kombination af glimmer, gejl og silkepapir.

Markedsføring kommer for ofte til at handle om at regne ud, præcist hvor meget brød og skuespil, der skal der til for at pacificere pøblen…

Man bliver jo lidt pinlig til mode, når man ser sådan noget søgt ævl

Jeg har haft nedestående annonce for Hyundai hængende ved siden af mit skrivebord i et stykke tid nu. Jeg startede med at klippe den ud, fordi jeg synes den var hylende morsom: “Sådan er der sgu da ikke nogen der ser ud, ha ha ha!”.

Jeg ved det godt. Det er umuligt at diskutere smag. Og det er heller ikke pænt at pege fingre af andre på grund af deres tøjsmag eller udseende. Men helt ærligt, er forudsætningerne for, at en annonce virker ikke, at man skal kunne identificere sig med budskabet, situationen eller menneskene i den?

Jeg vover pelsen og siger: Hvis du kan finde ét eneste far og datter-sæt, der ser ud som dem i annoncen – og hvor teenagedatteren synes en almindelig stationcar (ikke negativt ladet) er “lækker”. Ja, så kvitterer jeg sgu med ét styk Huyndai leveret i indkørslen!

Du kan ikke skabe en parallel virkelighed for dit produkt – blot ved at klistre nogle ord og billeder på. Det virker søgt, og kan – som jeg synes er tilfældet her – risikere at tale ned til læseren, hvilket ikke sælger flere biler. Der er trods alt nødt til at være en eller anden sammenhæng mellem virkeligheden og så den virkelighed, du forsøger at skabe via din markedsføring.