Jeg elsker finanskrise og nedgangstider!

Indtil Stein Bagger gav aviserne en undskyldning for at rydde forsiderne, var finanskrisen det absolutte hovedtema. Nu havde vi ellers lige fundet en værdig afløser til friværdi som tema, når vi løb tør for samtaleemner til middagsselskabet.

"Kan du også mærke krisen?" sagt med et lidt højtideligt, bedemandsagtigt blik er en utrolig hyppig kommentar her i tiden. Og med al respekt for de mennesker, der vitterligt bliver truet på deres brød på grund af krisen (eller grådige, selvtilfredse og inkompetente direktioner), så synes jeg det er en herlig tid!

Jeg bruger meget tid på at være en vrissen mand, der i tide og utide råber op om, hvor dårligt "traditionel" markedsføring virker (altså markedsføring, hvor modgiften mod stadig mere støj er… at larme endnu mere).

genialt-produktJeg bekender mig til vedkommenhed, relevans og autencitet. Jeg har ikke meget respekt for middelmådige produkter, der pakkes pænt ind og sælges fyldt med WOW!!!-klistermærker (hverken i overført eller billedelig forstand).

Jeg dyrker relevansen, fordi jeg er 100% sikker på, at det er det, der virker bedst. I længden kan du ikke "snyde" dine kunder særligt meget, og med den ekstreme støj, vi bliver udsat for kommunikationsmæssigt og socialt hver dag, kan du heller ikke blive ved med at trykke på repeat-knappen.

Og selvom jeg ofte får tilkendegivelser fra læsere af denne blog eller tilhørere til foredrag, at tjooo… man kan da godt genkende, at selvom det er blevet lidt sværere at komme ud over rampen, så må jeg jo forstå, at man ikke bare-sådan-lige ændrer hele verden. Og så er det jo også besværligt at skulle forklare direktøren, bestyrelsen eller hvem man nu refererer til, at det man har advokeret for i så mange år – nu slet ikke virker længere.

Bottom line: Vi står lammet som en hare i lyset fra forlygterne, der kommer blæsende hen i mod os. Godt nok har vi brugt lidt penge på at annoncere på Facebook, så vi ligesom også er med på hele det der web2.0-noget. Og vi har da også brugt en ikke ubetragtelig sum penge på at købe nogle Google Adwords annoncer, så helt tosset er det jo heller ikke. Ergo, vi trykker på repeat.

Men, heldigvis er der finanskrise! Og med en sådan begynder alle ansvarlige virksomheder at stille skarpt på, hvilke kroner, der bliver brugt på hvad. Og hvis vi på nogen måde kan øge indtjeningen "her-og-nu", så kan alle de religiøse diskussioner om kanal-konflikter, branding kontra respons mv. pludselig indstilles. For nu skal der skæres ind til benet – nu skal vi kun fokusere på det, der er lønsomt – og det vi kan bevise har en effekt – nu skal vi til at fokusere mere på kundernes behov – osv, osv, osv.

Øhhh… ja. Selvfølgelig. Men hvorfor først nu, hvor lokummet brænder? Nå, op i r…. med det – jeg er glad bare der sker noget!

Glædelig finanskrise og godt nytår!

Fake it – and you won’t make it…

Jeg skulle ud og spise en bid brød i går, og jeg havde set, at der var kommet et nyt sted ved Åen (Århus, Åboulevarden), der bryster sig af at have byens bedste burger. På hjemmesiden er de helt store ord fremme, og lur mig om der ikke er et reklamebureau inde over – jeg bliver i hvert fald præsenteret for en omgang storytelling på den store klinge.

Jeg møder både Martin, Prins Ferdinand, Tonny, Leif og Niels. Der er med andre ord lagt op til den helt, helt store oplevelse.

image

Jeg synes ideen er fantastisk. Og jeg synes også, at de (altså Martin, prinsen, Tonny, Leif og Niels) skal have stor ros for at prøve at have nogle ambitioner og tilsyneladende have en kompromisløs tilgang til råvarer og koncept – det har jeg stor respekt for.

Men så prøvede jeg at spise der. Og jeg havde altså svært ved at smage noget af alt den kvalitet, de tilsyneladende skulle have proppet i burgeren. Jo, det var en ok bøf – og bollen var også bedre end det industrisnask, man normalt får. Men i bund og grund, var det ikke særligt spændende – desuden var både burger og den portion fritter, der fulgte med, lidt klejne i det.

Der hvor kvaliteten til gengæld havde sneget sig ind, var i prisen. 100 kroner for en lille, halvkedelig burger med fritter. Jeg gik derfra med en tom fornemmelse – det var sgu ikke i orden.

Kiks med jakabov

Dybest set er det ikke særligt pænt af mig at hakke på et nystartet sted. Og nu handler denne blog jo ikke om mad, men om markedsføring, så derfor bevæger vi os lige lidt op i helikopteren.

Min oplevelse virker alt for bekendt. Hvorfor? Fordi vi som kunder og forbrugere bliver udsat for den alt, alt for tit:

  • Når vi står og kigger på en frostpizza, ser den fantastisk ud – når vi pakker den ud – er det en stor kiks med jakabov.
  • Når vi booker et værelse på “Et eksklusivt hotel, hvor kvalitet og service er i højsædet”, så møder vi et træt Scandic-værelse med brændemærker i gulvtæppet.
  • Når Huyndai lover os, at vores teenager børn synes vi er seje hvis vi køber en kedelig discount-bil.
  • Når “Multo Buono Pizzaria” nede på hjørnet laver “Ægte italiensk pizza” med kebab og industridressing.
  • Når Microsoft lover os, at vores effektivitet øges med 76%, når vi opgraderer til deres nyeste ufærdige version af Windows, der crasher 20 gange om dagen.

Og jeg kunne blive ved… Så det gør jeg:

  • Når discount butikken markedsfører sig på super service, når sandheden er, at de fleste medarbejdere hader at være der, og er skide ligeglade med kunderne.
  • Når bankernes sælgere forklædt som rådgivere skal leve op til deres budgetter og prøver at snige nye forsikrings-, realkredit- og kreditkortsprodukter ind i deres rådgivning.
  • Når Statoil lover at forandre min hverdag, fordi jeg kan købe mælk om aftenen. 
  • Når Kellogs, Quaker osv. markedsfører et morgenmadsprodukt som sundt, fordi der er fibre og et lavt indhold af fedt i, når sandheden er, at det er proppet med sukker og det i princippet er rent slik.

Min pointe er, at vi nogen gange adskiller selve produktet og så markedsføringen og går amok i adjektiver og storytelling for at få varen skubbet over disken. Og den eneste grund til, at vi synes det er ok, er at det gør alle andre jo også.

Men jeg tror ikke på det. Som jeg vist har sagt nogen gange på denne blog, så er en lort en lort – uanset hvor pænt du pakker den ind. Og med det mener jeg ikke at ovenstående produkter er lorteprodukter – jeg mener blot, at vi har en tendens til at undervurdere vores kunder og det kommer der aldrig noget godt ud af.

Både fordi vi kan risikere “at blive afsløret” og dermed miste en dyrebar tillid fra en kunde – og dernæst fordi det skaber en arrogance i forhold til det egentlige produkt. Hvis det ikke er så vigtigt HVAD vi sælger, men mere HVORDAN vi sælger det, så ender vi med at lave ligegyldige produkter – og så bliver vi ignoreret.

Heldigvis.

Man bliver jo lidt pinlig til mode, når man ser sådan noget søgt ævl

Jeg har haft nedestående annonce for Hyundai hængende ved siden af mit skrivebord i et stykke tid nu. Jeg startede med at klippe den ud, fordi jeg synes den var hylende morsom: “Sådan er der sgu da ikke nogen der ser ud, ha ha ha!”.

Jeg ved det godt. Det er umuligt at diskutere smag. Og det er heller ikke pænt at pege fingre af andre på grund af deres tøjsmag eller udseende. Men helt ærligt, er forudsætningerne for, at en annonce virker ikke, at man skal kunne identificere sig med budskabet, situationen eller menneskene i den?

Jeg vover pelsen og siger: Hvis du kan finde ét eneste far og datter-sæt, der ser ud som dem i annoncen – og hvor teenagedatteren synes en almindelig stationcar (ikke negativt ladet) er “lækker”. Ja, så kvitterer jeg sgu med ét styk Huyndai leveret i indkørslen!

Du kan ikke skabe en parallel virkelighed for dit produkt – blot ved at klistre nogle ord og billeder på. Det virker søgt, og kan – som jeg synes er tilfældet her – risikere at tale ned til læseren, hvilket ikke sælger flere biler. Der er trods alt nødt til at være en eller anden sammenhæng mellem virkeligheden og så den virkelighed, du forsøger at skabe via din markedsføring.

Sympatisk træk Sydbank. Men hvor er relevansen?

Jeg har egentlig altid anset sønderjyder (eller hedder det sydjyder nu om dage?) for at være nogle fornuftige mennesker. Godt nok er de generelt gode til at holde på pengene og “gratis” er ikke et ord, der sådan bliver brugt i flæng. Måske derfor synes Sydbank, at det er voldsomt revolutionerende, at de låner trailere ud til deres kunder. Gratis!

Forleden så jeg denne trailer holde parkeret foran en Sydbank filial :

Sydbanks trailerudlåning
“Traileren låner jeg gratis af min bank!”

Det ER et sympatisk træk af Sydbank. Og jeg er da ikke et sekund i tvivl om, at kunder, der benytter sig af tilbuddet er glade for det.

Men hvor er relevansen i forhold til Sydbanks produkter? Hvor er relevansen i forhold til Sydbanks image eller positionering i markedet? Hvilke signaler sender denne service/gimmick? Min umiddelbare reaktion var “øhhh… nå?”. De kunne lige så godt have givet mig en gratis entré til en stripbar.

Som potentiel kunde kunne jeg måske endog finde på at tænke “mon ikke bare de skulle tage at passe deres bank i stedet for at lege trailerudlejning”. Mon ikke de i denne situation skulle have skelet lidt til kollegaen ovre på Holmens Kanal med “Gør det du er bedst til. Det gør vi”.

Jeg tænker på, om et ellers velmenende, nede-på-jorden og sympatisk tilbud som dette kan have den direkte modsatte effekt af det tilsigtede? Hvordan matcher det med:

“Sydbank dækker forretningskonceptuelt og fagligt alle finansielle kundebehov – med særlig fokus på private banking-kunder og mellemstore erhvervskunder.”

Samtidig med, at Sydbanks payoff er “Hvad kan vi gøre for dig”. Det lyder – igen – meget sympatisk, men lyder det ikke også som om, at de ikke helt ved, hvad de vil?

What we can learn from spaghetti sauce

Konkurrencen om forbrugernes gunst og opmærksomhed er så hård, at der næsten er statsgaranti for fiasko, hvis dit produkt er one-size-fits-all. Hvis ikke produktet har en ægthed, en holdning, en kant, en x-faktor (måtte jo komme) – hvis ikke det formår at få køberen til at tage stilling, så kræver det en ubehagelig stor tegnebog at annoncere sig til successen.

Nedenstående video er en halvgammel sag fra 2004 udgaven af TED konferencen (tjek www.ted.com). Ikke desto mindre, så er det et fantastisk indlæg, der viser potentialet i at bryde vanetænkning inden for produktudvikling og markedsføring.

Hvorfor er det lige, at vi ofte udvikler produkter og markedsfører budskaber, der skal ramme den bredest mulige målgruppe?

Er “appellerer til mange” i virkeligheden ofte lig med “så ligegyldigt, at det ikke skræmmer ret mange væk“?

There is no good mustard or bad mustard, there is no perfect or imperfect mustard. There are only different kinds of mustard that suits different kinds of people. -Malcolm Gladwell i indlægget

Brug 18 minutter på et sjovt, lærerigt og skævt indlæg; du vil ikke fortryde det:

Læs mere om og af Malcolm Gladwell.

Sterling elsker mig ikke længere

Smag kan ikke diskuteres. Og ofte er det også formålsløst at diskutere design.

Men jeg kan fortælle, hvordan et givet design virker på mig, og hvordan jeg kommer til at opfatte virksomheden, der med sikkerhed har gjort sig nogle overvejelser i forhold til det design, den bruger som en del af sin kommunikation.

Nå, men til sagen. Jeg modtager Sterlings nyhedsbrev, der normalt ser sådan ud: 

Sterling, gammelt design

Hjerter, bløde former og rent designmæssigt en “kærlig” tone-of-voice, der skiller sig ud blandt mange andre “firkantede” flyselskaber.

Men her den anden dag, så det pludselig sådan ud:

Sterling, nyt design

Min første tanke var, at Sterling var holdt op med at holde af mig. De værdsætter mig ikke helt på samme måde længere. De plejer at kommunikere til mig med smil og kærlighed. Nu taler de til mig i en hård og firkantet tone.

Jeg ved godt at retro er det nye sort inden for design. Men jeg har svært ved at tro på, at det kan betale sig for et flyselskab at have en tone-of-voice, der leder tankerne tilbage til noget stålsat og robust fra sovjet-tiden.

Men hvad siger Sterling selv om skiftet. Fra Sterlings website:

Fra 28. marts 2008 skifter vi logo og design. Dette skift markerer vores status som et stærkt og energisk flyselskab, som tilbyder pålidelighed, fleksibilitet og fair priser.

Stærkt: Ingen tvivl – jeg kan næsten se propaganda-plakaten med den stolte arbejder i Kooperativ 256 for mig. Don’t mess with us!

Energisk: Øh…Nå ja – dimsen hælder. Er i fuld bevægelse!

Pålideliglighed: I hvert fald ingen soft shit som kærlighed, smil og andet upålideligt hippie-gejl her.

Fleksibilitet: Hvor?

Fair priser: Før var priserne lave. Har I hævet priserne, så de kun er fair nu?

Jeg undres…