Jyske Bank lancerer tv-station. Respekt!

jyskebanktv

Har du lagt mærke til, hvor meget Jyske Banks folk er blevet brugt som eksperter af de danske TV-stationer de sidste par år?

Umiddelbart tror jeg ikke, at Jyske Banks eksperter er klogere end deres kollegaer i de andre storbanker. Men i efteråret 2006 opførte banken et tv-studie, der teknologisk var fuldt ud på højde med en “rigtig” tv-station (læs lidt teknik-detaljer hos AVM.dk)

Så når TV 2 Finans har brug for en ekspert-kommentar i en fart, hvad er så nemmere end at connecte til Jyske Banks studie i Silkeborg?

Og nu har banken så taget et stort skridt og lanceret deres helt egen tv station på jyskebank.tv, hvor ambitionerne ikke fejler noget:

“I en tid hvor tv-mediet bliver stadig mere overfladisk, hvor journalister får stadig dårligere arbejdsbetingelser, og sværer ved at gå i dybden med en historie, får danskerne en ny tv-station. (…) danskernes nye foretrukne finansielle tv-station”.

Se et promotion indslag her: Jyske Bank præsenterer deres tv station

(Parantes: Hvorfor f….. har de ikke sikret sig, at man kan bruge deres indslag eks. på blogs som denne!?)

Nye tider…

Det bliver ekstremt spændende at følge, om Jyske Bank får succes med tiltaget. Mit bud er, at de får stor succes.

Præmisserne for journalistisk formidling har ændret sig markant bare gennem de sidste 5-10 år, og der ér alt for mange overfladiske historier – specielt i de elektroniske medier. Samtidig stiller vi som informationsforbrugere større krav til relevansen. En journalist på TV 2 Finans er nødt til at gøre en historie om finanskrisen spiselig, så hr. og fru Hakkebøf kan forstå det. Men dermed er der også en del seere, som måske vil føle sig talt ned til – og hvor de sidder med ubesvarede spørgsmål, manglende underbygninger osv. osv.

Den sidste del af seerne vil højst sandsynligt få mere ud af at se et indslag hos Jyske Bank – så det vil de gøre! Også selvom afsenderen åbenlyst prøver at bruge tv-stationen kommercielt. Vi er nemlig kloge nok til at vurdere validiteten i de informationer, vi får – og vi ved godt, at det er en del af bankens markedsføring.

Den moderne medieforbruger behøver ikke altid have et filter i form af en journalist/redaktør, der ud fra nogle universelle journalistiske principper afgør, hvad der er relevant og hvad der ikke er.

Så, respekt herfra. Jeg synes det er fantastisk at se, når nogen (modsat andre) vover at tænke store tanker og efterfølgende eksekverer med speederen i bund!