Brød, skuespil og middelmådighed vom fass…

De udspekulerede romerske kejsere brugte “brød og skuespil” til at pacificere pøbelen med. For at undgå, at folket interesserede sig alt for meget for herskernes dårlige regeringsførelse, ville den siddende kejser bestikke foket ved at uddele brød og arrangere skuespil i form af gladiatorkampe, hestevæddeløb osv.

Hov, det virker bekendt! Vil det sige, at man ved at sætte fokus på én ting kan fjerne det fra noget andet? Er det ikke det, der er nogen, der kalder markedsføring…?

Jeg kom til at tænke på ovenstående for et godt stykke tid siden, da jeg af ren nysgerrighed forvildede mig ind i en ny butik, der ligger i det nærliggende indkøbscenter: Vom Fass.

Konceptet er, at de sælger spiritus, olie og eddike fra fad – og så kan man så vælge mellem forskellige flasker, hvor indholdet tappes ned i. Blandet andet en flaske formet som en motorcykel eller en lastbil. En pudseløjerlig ide, der som mange andre pastelfarvede ideer stammer fra Tyskland. Nå fred med det…

vomfass butik

Den flinke mand i butikken spørger mig, om jeg ikke vil smage. Jo tak. I tiden er det rom, vi synes er spændende, så jeg beder ham om at line nogle forskellige typer rom op.

Og føj! Lige pludselig husker jeg, hvorfor jeg ikke har drukket rom i hele mit voksenliv. For nu genoplever jeg pludselig smagen af den 20-kroners slaverom indkøbt på charterferie, som nogle af min storesøsters venner havde medbragt til hendes 18 års fødselsdag. OG som de morede sig med at hælde på den uskyldige 14-årige lillebror, så jeg endte med at hade hele sydamerika i mange år.

Med al forsigtighed og høflighed mobiliseret, spørger jeg ekspedienten, om det kan passe, at de alle smager som noget af forholdsvist lav kvalitet?

“Ja” – siger han frejdigt. “Der er egenligt ikke noget specielt spændende ved selve indholdet i fadene, men det er jo heller ikke det, vi sælger det på. Det er den sjove ide”.

Alt det her fad-værk, glasbeholdere, håndskrevne etiketter med videre. Vækker det ikke en vis forventning om kvalitet? Hvor er det utroligt, at man ikke en gang skammer sig over at levere middelmådighed – bare den er pakket sjovt ind.

På den anden side set, så er det faktisk befriende at han stod ved det i stedet for at tale ned til mig.

Det er der mange andre, der ikke gør. Alt for ofte er fokus fjernet fra et produkts kerneegenskaber i en evig uskøn jagt på at finde den perfekte kombination af glimmer, gejl og silkepapir.

Markedsføring kommer for ofte til at handle om at regne ud, præcist hvor meget brød og skuespil, der skal der til for at pacificere pøblen…

Med ærlighed kommer man længst…

Titlen på indslaget fra The Onion nedenunder er: “Sony Releases  New Stupid Piece Of Shit That Doesn’t Fucking Work“.

Så er niveauet vist lagt.

Prøv at tænke over dette: Hvis virksomheder, medier, anmeldere osv. var så lige-ud-af-posen som her. Prøv at forestille dig, at de rent faktisk forholdt sig kritisk til noget mere af det ligegyldige bras, der kommer på markedet hver eneste dag, istedet for blindt at tage en bæh og pakke den ind i silkepapir.

For i den fagre nye web2.0-verden ER det jo sådan forbrugerene og kunderne vurderer og dømmer nye produkter på Facebook, Twitter, Jaiku, Frindster, Myspace, blogs og så videre.

Hvis du ikke bryder dig om voldsomt grimt sprog, vil jeg nok anbefale, at du springer klippet over:

Finanskrisen – det nye CO2

Jeg så lige, at FDIH har et kursus de kalder “Google Adwords i finanskrisen”:

fdih-kursus

(Jeg beklager det ubehjælpsomme forsøg på at lave ligner-papir-revet-over effekt)

Jeg kan ikke lade være med at blive en anelse træt i hovedet, når jeg ser sådan noget. Jeg kan næsten høre tankerækken hos den, der har skrevet teksten: “Hmm… hvad er hot lige nu. Hvordan får jeg proppet noget aktualitet ind, hvordan sikrer jeg, at folk læser ann… finanskrise! Dér var den.”

Nå oookay! Så vi propper bare “finanskrise” ind nu, så har vi folks opmærksomhed. Hvis så bare kursets indhold havde et minimum af berøring med overskriften, havde jeg kunnet finde mig i det. Men når det tydeligvist bare er overskriften og første linie, der har fået et twist, synes jeg det er decideret plat.

Men nu skal jeg jo ikke kun kritisere. Jeg bør vel også forsøge at være lidt konstruktiv, så hermed et par variationer over temaet, som det står enhver frit for at benytte:

  • 2007-udgaven: Google Adwords i CO2-krisen
  • Den personlige udgave: Google Adwords i midtvejskrisen
  • Parforholds-udgaven: Google Adwords i 7-års krisen
  • Den kontroversielle: Google Adwords i mellemøstkrisen
  • 70’er-udgaven: Google Adwords i oliekrisen
  • 2001-udgaven: Google Adwords i dot-com krisen
  • Den belgiske: Google Adwords i regeringskrisen

Nu er jeg jo konsulent, så jeg burde have penge for følgende, men da jeg er i godt humør i dag, vil jeg gerne afsløre formlen:

“Google Adwords i _ _ _ _ _ _ _ _-krisen”. Indsæt vilkårligt, aktuelt ord på den stiplede linie.

Er det et krav at payoffs skal være ligegyldige?

For et stykke tid siden skrev jeg et indlæg, der var trigget af et payoff, som jeg synes er så højtravende at det fuldstændigt udvandede værdien af at… have et payoff. Det var Statoils “Statoil – Forandrer hverdagen”, der stod for skud.

Efter jeg skrev indlægget, har jeg gået og lagt mærke til forskellige virksomheders payoffs, og det har slået mig, hvor mange dårlige payoffs, der i grunden findes.

Jeg tror på, at et godt payoff kan være meget effektivt. Rigtigt skåret kan det direkte eller i overført betydning skabe et billede, der igen skaber et psykologisk anker, og dermed gøre firmaets eller produktets navn til mere end blot bogstaver.

Jeg kom til at tænke på emnet, fordi jeg forleden så et payoff, som jeg synes sidder lige i skabet. Nemlig Nordjyske Gymnasiers payoff “Think – unite – create” – sammen med logoet har det en eller anden form for tidsånd over sig som appellerede til mig:

Nordjyske Gymnasiers logo 

Men nu er jeg jo ikke 15 år og på vej til at vælge ungdomsuddannelse, så med min fornemmelse for hvad de unge vil ha’ – virker det garanteret ikke over for målgruppen (For god ordens skyld: Den var for sjov).

Anyways, jeg besluttede mig for at samle lidt slogans og payoffs sammen til inspiration og afskrækkelse sammen med mine helt og aldeles subjektive kommentarer:

Dem kan vi li’:

LEGO: play for all
– relaterer sig til kerneprodukterne og udtrykker en mission

Danske Bank: Gør det du er bedst til, det gør vi
– i princippet rigtigt godt, men kun fordi, det iøvrigt hænger stærkt sammen med deres øvrige kommunikation, giver det mening. Dog virker det lidt søgt den aktuelle situation taget i betragtning – og hvem nævnte noget om værdiansættelse af IT Factory og efterfølgende lån med sikkerhed i ITF-aktier…?

Nokia: Connecting people
– kort og godt, lige i skabet. [Tilføjet: Tjek Henrik Hansens post “Connecting people – Nokia eller Facebook?”]

Nordjyske Gymnasier: Think, unite, create
– hvem sagde “hope”

Grundfos: Be > Think > Innovate >
– I forhold til ekstern markedsføring er det lidt for indadskuende efter min smag. Men som mission statement rettet mod medarbejdere, synes jeg det er et stærkt payoff.

Lockon: alarm via nettet
– så den i en tv-reklame. Befriende renset for søgt ævl… ikke så meget diller-daller, det er jo det vi laver.

DFDS: Just sail away
– det lugter af at holde fri og bare sejle ud i horisonten.

Klasselotteriet: spillet med den største millionchance
– Ikke noget fancy, men et klart statement, der underbygget produktets kerne-egenskab.

SAAB: Move your mind
– Et fint payoff til et bilmærke, der altid har gået sine egne vegne, samtidig med at det relaterer sig til kerneydelsen: At flytte dig.

Dem der ikke holder:

Danske Spil: til glæde og til gavn
– Den ér altså lidt svær at tage alvorligt, når vi alle sammen godt ved, at Danske Spil tygger og spytter ludomaner ud i en lind strøm.

Brother – at your side
– også når jeg ligger på hospitalet og er meget syg? Eller er det bare noget I siger, fordi I synes det lyder cool? For pokker! Det betyder intet som helst, når man tænker på, at de sælger printere.

Bigaconcept – bedre i virkligheden
– hvad tænker de på? Det betyder ganske simpelt ikke noget som helst.

Airwick – Det er rart at være hjemme
– tak for oplysningen Airwick. Er det på grund af, at jeres produkt fjerner den lugt af bæh, der ellers altid er i mit hjem, eller er det fordi, jeg er sammen med min familie, at det er rart at være hjemme? (Airwick er bla. de duft-dimser, der kan installeres i toilettet)

Jyske Bank – gør en forskel
– gør I en forskel, eller byder I mig at gøre en forskel? Eller prøver I at være spidsfindige ved at få mig til at tænke over det?

DSB: Tog til tiden
– jeg ved godt, at det er deres gamle payoff, men det er et godt eksempel på, hvor galt det kan gå, når der er for langt mellem virkligheden og så det man kommunikerer.

Sydbank – hvad kan vi gøre for dig
I kan lade være med at lege trailerudlejning og istedet koncentrere jer om at levere finansielle ydelser.

Alm Brand Bank: Vi tager hånd om vores kunder
– prøv at sætte et ikke ind… det giver ikke mening. Alle tager da hånd om deres kunder. Man kan så gøre det godt eller mindre godt.

Lomax: Det var nemt
– hvilket – at finde på et payoff?

DanBolig: Forstand på boligmarkedet
– Jamen, så er det godt, at I ikke handler med grise.

Jeg bliver faktisk helt trist ved not-listen. Udover at der sikkert er nogen, der har taget penge for at opfinde alt det vås, så er det også forstemmende, at dem der godkender ikke forholder sig mere kritisk til noget så vigtigt.

Nå, det er nok bare mig, der er misundelig over, at andre kan lave så let tjente penge 🙂

Smid endelig flere eksempler, gode som dårlige i kommentar-feltet, så opdaterer jeg listen.

Jeg elsker finanskrise og nedgangstider!

Indtil Stein Bagger gav aviserne en undskyldning for at rydde forsiderne, var finanskrisen det absolutte hovedtema. Nu havde vi ellers lige fundet en værdig afløser til friværdi som tema, når vi løb tør for samtaleemner til middagsselskabet.

"Kan du også mærke krisen?" sagt med et lidt højtideligt, bedemandsagtigt blik er en utrolig hyppig kommentar her i tiden. Og med al respekt for de mennesker, der vitterligt bliver truet på deres brød på grund af krisen (eller grådige, selvtilfredse og inkompetente direktioner), så synes jeg det er en herlig tid!

Jeg bruger meget tid på at være en vrissen mand, der i tide og utide råber op om, hvor dårligt "traditionel" markedsføring virker (altså markedsføring, hvor modgiften mod stadig mere støj er… at larme endnu mere).

genialt-produktJeg bekender mig til vedkommenhed, relevans og autencitet. Jeg har ikke meget respekt for middelmådige produkter, der pakkes pænt ind og sælges fyldt med WOW!!!-klistermærker (hverken i overført eller billedelig forstand).

Jeg dyrker relevansen, fordi jeg er 100% sikker på, at det er det, der virker bedst. I længden kan du ikke "snyde" dine kunder særligt meget, og med den ekstreme støj, vi bliver udsat for kommunikationsmæssigt og socialt hver dag, kan du heller ikke blive ved med at trykke på repeat-knappen.

Og selvom jeg ofte får tilkendegivelser fra læsere af denne blog eller tilhørere til foredrag, at tjooo… man kan da godt genkende, at selvom det er blevet lidt sværere at komme ud over rampen, så må jeg jo forstå, at man ikke bare-sådan-lige ændrer hele verden. Og så er det jo også besværligt at skulle forklare direktøren, bestyrelsen eller hvem man nu refererer til, at det man har advokeret for i så mange år – nu slet ikke virker længere.

Bottom line: Vi står lammet som en hare i lyset fra forlygterne, der kommer blæsende hen i mod os. Godt nok har vi brugt lidt penge på at annoncere på Facebook, så vi ligesom også er med på hele det der web2.0-noget. Og vi har da også brugt en ikke ubetragtelig sum penge på at købe nogle Google Adwords annoncer, så helt tosset er det jo heller ikke. Ergo, vi trykker på repeat.

Men, heldigvis er der finanskrise! Og med en sådan begynder alle ansvarlige virksomheder at stille skarpt på, hvilke kroner, der bliver brugt på hvad. Og hvis vi på nogen måde kan øge indtjeningen "her-og-nu", så kan alle de religiøse diskussioner om kanal-konflikter, branding kontra respons mv. pludselig indstilles. For nu skal der skæres ind til benet – nu skal vi kun fokusere på det, der er lønsomt – og det vi kan bevise har en effekt – nu skal vi til at fokusere mere på kundernes behov – osv, osv, osv.

Øhhh… ja. Selvfølgelig. Men hvorfor først nu, hvor lokummet brænder? Nå, op i r…. med det – jeg er glad bare der sker noget!

Glædelig finanskrise og godt nytår!

Fake it – and you won’t make it…

Jeg skulle ud og spise en bid brød i går, og jeg havde set, at der var kommet et nyt sted ved Åen (Århus, Åboulevarden), der bryster sig af at have byens bedste burger. På hjemmesiden er de helt store ord fremme, og lur mig om der ikke er et reklamebureau inde over – jeg bliver i hvert fald præsenteret for en omgang storytelling på den store klinge.

Jeg møder både Martin, Prins Ferdinand, Tonny, Leif og Niels. Der er med andre ord lagt op til den helt, helt store oplevelse.

image

Jeg synes ideen er fantastisk. Og jeg synes også, at de (altså Martin, prinsen, Tonny, Leif og Niels) skal have stor ros for at prøve at have nogle ambitioner og tilsyneladende have en kompromisløs tilgang til råvarer og koncept – det har jeg stor respekt for.

Men så prøvede jeg at spise der. Og jeg havde altså svært ved at smage noget af alt den kvalitet, de tilsyneladende skulle have proppet i burgeren. Jo, det var en ok bøf – og bollen var også bedre end det industrisnask, man normalt får. Men i bund og grund, var det ikke særligt spændende – desuden var både burger og den portion fritter, der fulgte med, lidt klejne i det.

Der hvor kvaliteten til gengæld havde sneget sig ind, var i prisen. 100 kroner for en lille, halvkedelig burger med fritter. Jeg gik derfra med en tom fornemmelse – det var sgu ikke i orden.

Kiks med jakabov

Dybest set er det ikke særligt pænt af mig at hakke på et nystartet sted. Og nu handler denne blog jo ikke om mad, men om markedsføring, så derfor bevæger vi os lige lidt op i helikopteren.

Min oplevelse virker alt for bekendt. Hvorfor? Fordi vi som kunder og forbrugere bliver udsat for den alt, alt for tit:

  • Når vi står og kigger på en frostpizza, ser den fantastisk ud – når vi pakker den ud – er det en stor kiks med jakabov.
  • Når vi booker et værelse på “Et eksklusivt hotel, hvor kvalitet og service er i højsædet”, så møder vi et træt Scandic-værelse med brændemærker i gulvtæppet.
  • Når Huyndai lover os, at vores teenager børn synes vi er seje hvis vi køber en kedelig discount-bil.
  • Når “Multo Buono Pizzaria” nede på hjørnet laver “Ægte italiensk pizza” med kebab og industridressing.
  • Når Microsoft lover os, at vores effektivitet øges med 76%, når vi opgraderer til deres nyeste ufærdige version af Windows, der crasher 20 gange om dagen.

Og jeg kunne blive ved… Så det gør jeg:

  • Når discount butikken markedsfører sig på super service, når sandheden er, at de fleste medarbejdere hader at være der, og er skide ligeglade med kunderne.
  • Når bankernes sælgere forklædt som rådgivere skal leve op til deres budgetter og prøver at snige nye forsikrings-, realkredit- og kreditkortsprodukter ind i deres rådgivning.
  • Når Statoil lover at forandre min hverdag, fordi jeg kan købe mælk om aftenen. 
  • Når Kellogs, Quaker osv. markedsfører et morgenmadsprodukt som sundt, fordi der er fibre og et lavt indhold af fedt i, når sandheden er, at det er proppet med sukker og det i princippet er rent slik.

Min pointe er, at vi nogen gange adskiller selve produktet og så markedsføringen og går amok i adjektiver og storytelling for at få varen skubbet over disken. Og den eneste grund til, at vi synes det er ok, er at det gør alle andre jo også.

Men jeg tror ikke på det. Som jeg vist har sagt nogen gange på denne blog, så er en lort en lort – uanset hvor pænt du pakker den ind. Og med det mener jeg ikke at ovenstående produkter er lorteprodukter – jeg mener blot, at vi har en tendens til at undervurdere vores kunder og det kommer der aldrig noget godt ud af.

Både fordi vi kan risikere “at blive afsløret” og dermed miste en dyrebar tillid fra en kunde – og dernæst fordi det skaber en arrogance i forhold til det egentlige produkt. Hvis det ikke er så vigtigt HVAD vi sælger, men mere HVORDAN vi sælger det, så ender vi med at lave ligegyldige produkter – og så bliver vi ignoreret.

Heldigvis.

Man bliver jo lidt pinlig til mode, når man ser sådan noget søgt ævl

Jeg har haft nedestående annonce for Hyundai hængende ved siden af mit skrivebord i et stykke tid nu. Jeg startede med at klippe den ud, fordi jeg synes den var hylende morsom: “Sådan er der sgu da ikke nogen der ser ud, ha ha ha!”.

Jeg ved det godt. Det er umuligt at diskutere smag. Og det er heller ikke pænt at pege fingre af andre på grund af deres tøjsmag eller udseende. Men helt ærligt, er forudsætningerne for, at en annonce virker ikke, at man skal kunne identificere sig med budskabet, situationen eller menneskene i den?

Jeg vover pelsen og siger: Hvis du kan finde ét eneste far og datter-sæt, der ser ud som dem i annoncen – og hvor teenagedatteren synes en almindelig stationcar (ikke negativt ladet) er “lækker”. Ja, så kvitterer jeg sgu med ét styk Huyndai leveret i indkørslen!

Du kan ikke skabe en parallel virkelighed for dit produkt – blot ved at klistre nogle ord og billeder på. Det virker søgt, og kan – som jeg synes er tilfældet her – risikere at tale ned til læseren, hvilket ikke sælger flere biler. Der er trods alt nødt til at være en eller anden sammenhæng mellem virkeligheden og så den virkelighed, du forsøger at skabe via din markedsføring.