En lort er en lort…

(Nedenstående er en klumme skrevet til Århus Stiftstidende)

En lort er en lort uanset, hvor pænt du pakker den ind… Undskyld, at jeg starter så uappetitligt ud, men det er et af mine yndlingscitater (af mig selv, tror jeg nok), når jeg skal forholde mig til et af mine yndlingsemner, nemlig når nogen giver sig ud for at være noget, de ikke er.

Sådan er der mange mennesker, der er. Men der er så sandelig også mange prætentiøse virksomheder, butikker og restauranter derude. Man kan mærke det med det samme, når man træder ind af døren – og jeg kan ikke lade være med at blive provokeret af det.

For mig handler det om forskellen på at gøre noget, fordi man ikke kan lade være – noget der kommer indefra – og så den der fornemmelse af, når nogen »har regnet den ud«.

Af en eller anden grund går det ofte galt, når vi har med fødevarer at gøre. Jeg mistænker, at alt for mange restauratører, bagere, caféejere med videre har været på det samme aftenskolekursus i »storytelling«. Altså det der med at pakke sin vare ind i en historie. Det er der sådan set ikke noget galt i, men nogle gange får den lige en tand for meget gas med flotte ord og maleriske beskrivelser.

For et par måneder siden så jeg for eksempel et skilt hænge i vinduet hos en bager i Århus:

Brød...Helt ærligt. Hvad skal det til for?

Stoler man virkelig så lidt på sit eget produkt, at der skal pakkes ind i så meget ordgejl. Der er især mange restauranter, der kammer over. Smørret, der kommer ind på bordet er ikke bare smør. Nej, det er smør lavet på mælk fra sønderjyske, biodynamiske køer, der har lyttet til Miles Davis på alle hverdage (og Rasmus Seebach i weekenderne for lige at give den et twist af kærlighed), håndkærnet af en lettere overvægtig bondepige, der kan høre, hvornår smørret er færdig.Jeg ved godt, at jeg overdriver, men det er ikke super langt fra virkeligheden. Det kan godt være, at der er et par turister fra Kina, der hopper på den, fordi de har hørt om det nye nordiske køkken, Noma osv.

Men jeg køber den ikke. Og jeg tror faktisk, at man gør – i det her tilfælde gastronomien – en kæmpe bjørnetjeneste. For hvis jeg nu ikke kan SMAGE stenovnen eller bondepigens indflydelse på varen, er det så ikke let at tænke kejserens nye klæder – fup og fidus!

Nej, vær ærlig med det, du sælger. Lad være med at udgive dig for noget, du ikke er. Det bliver altid gennemskuet i længden.Hvis jeg skal slutte af i en lidt mere positiv tone, så var der en god ven, der gjorde mig opmærksom på en positiv trend, der rider på ryggen på noget så ubehageligt som butiksdød. Mange af de butikker, der har måttet lukke i Århus i de seneste år, er faktisk begyndt at genopstå som nye, spændende butikskoncepter, restauranter, caféer og så videre.Fællesnævneren for mange af dem er, at de er startet af unge iværksættere, der starter noget, fordi de ikke kan lade være. Fordi de synes, der mangler noget, der er ærligt, nede på jorden og frem for alt drevet af en passion for et eller andet. Noget der kan blive en succes uden storytelling på speed.

Tjek dem ud – der er noget at lære.

Fremtiden er pissefarlig – du kan dø af den!

(Nedenstående er fra en klumme til Aarhus Stiftstidende)

I mit gamle firma havde vi en advokat, der ofte sagde ”Der er kun to ting her i livet, der er sikkert: Du skal dø og du skal betale din skat”. Det kan godt være, at det gælder for os mennesker, men i forhold til virksomheder, har man dog en vis indflydelse – i hvert fald på det med at dø, skatten kommer du nok ikke udenom.

Jeg er i det lidt dystre hjørne her, fordi jeg kort før jul så en artikel om en stor bager, der var gået konkurs og måtte sende en del medarbejdere hjem.

En helt igennem ulykkelig situation for manden, der sikkert havde knoklet røven ud af bukserne for at holde virksomheden gående. Grunden til lukningen blev bla. af brancheforeningen anført at være lukkeloven, og at discountbutikker i stor stil er begyndt at sælge friskbagt brød. Hver uge dør en bagerbutik, og sådan har udviklingen været siden krisen indtraf i 2008, udtalte en talsmand fra bagernes brancheforening.

Jeg kan ikke lade være med at blive en smule irriteret over sådan en udmelding. I mine øjne har den ”traditionelle” bagerbranche været i gang med at udrydde sig selv i mange år. Selvom jeg ikke er superekspert, vil jeg godt turde kalde mig selv brødnørd nok til at sige, at der med ganske få undtagelser ikke har været nogen særlig fokus på det, det hele burde handle om: Brødet.

Produktudviklingen har mest handlet om at få så stor kvantitet som muligt ud af en sæk mel og spanden med den færdig brødmix-blanding. Hvor har passionen for håndværket, eksperimenter med gamle kornsorter, forskellige hævemetoder osv. osv. været? Produktet er simpelthen blevet mere og mere ligegyldigt. Men prøv at kigge på et par af de bagerier her i byen, hvor det handler om at skabe en ekstraordinær kvalitet – de kan tage 3-5 gange så mange penge for et brød og folk står stadig i kø. De har udviklet produkter og koncepter, som ikke kan kopieres – og som er så gode, at de sælger sig selv.

Men nu er det ikke kun bagerne, der skal gå ud over. Der findes desværre en lang perlerække af eksempler på virksomheder og brancher, der ikke i tide har forstået ændringer i forbrugeradfærd og nye konkurrencesituationer. Jeg læste i sommers en bog, hvor der særligt var ét citat, der blev hængende: ”A Smith and Wesson beats four aces”. Det kan godt være, at du sidder med fire esser på hånden og føler dig sikker på at vinde, for du har jo ifølge reglerne den højeste hånd. Men hvis din modspiller trækker en seksløber, hvad er dine fire esser så værd?

Både for mennesker og virksomheder gælder det, at der er udvikling og der er afvikling. Det der midt i mellem… det findes ikke. Hvis du ikke som virksomhed konstant udfordrer dig selv og din magelighed, så afvikler du – det gælder både en kæmpevirksomhed, som den jeg selv arbejder i, men også den lille boghandel, café eller bager for den sags skyld. Og så vil fremtiden gøre kål på dig.

I øvrigt, så er det også ALTID sjovere at være i offensiven end at skulle retfærdiggøre status quo.

Godt nytår!

(Smith and Wesson citatet er fra bogen “Velocity – Seven new laws for a World gone digital” – kan anbefales på det varmeste. Tjek bogens website og køb bogen.

Den dag de feministiske, bøsseævlende humanister stoppede et kupforsøg fra reklamebranchen…

danishmotherseeking

("Feministisk bøsseævl" er tyvstjålet fra Politikens fantastiske, selvironiske kampagne - tjek på Youtube)

Da Rem-Rem med kampagnen “”Why kill time, when you can kill yourself” brugte selvmord som tema i forbindelse med markedsføringen af deres ure, var der stor opstandelse. Og efter min mening med rette. Jeg syntes dengang som nu, at det var dybt, dybt problematisk og hamrende uetisk at fremstille selvmord som cool og tjekket…

Men hvordan kan en  – viser det sig – falsk youtube video med en ung kvinde, der leder efter faderen til sit barn – bringe sindene så meget i kog…?

Ord som bedrag, utilgivelig løgn, krav om hoveder, der skal rulle, uetisk og jeg ved ikke hvad, fyger rundt på diverse sociale media som Twitter og Facebook. Opstandelsen er stor. Forargelsen vil ingen ende tage… (se eks. en diskussion på Politiken.dk: Hvad mener du om VisitDenmarks Youtube-reklame)

En hel flok mennesker, som jeg ellers anser som værende forstandige og kloge hoveder, forudser, at dette er enden på internettets troværdighed – fordi… man leger ikke med folks følelser. Man bruger ikke løgn. Man misbruger ikke folks empati. Og så videre og så videre…

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der er en vis hellighed og småforkælet attitude til stede her. De folk, der er mest forargede, lever blandt andet af at lave markedsføring via sociale medier. Men – og her er nok sagens kerne – forargelsen bunder mest i, at “de der reklamefolk” ikke laver viral markedsføring på på de HELT rigtige præmisser. Altså på den smukke, rene og etisk forsvarlige måde. Altså på den måde VI definerer som værende den rigtige.

Jeg har virkelig prøvet at blive forarget! Jeg har vendt og drejet situationen. Forestillet mig amerikanske husmødre med væg-til-væg empati og tårer i øjnene. Jeg har sågar forsøgt at sidde med et fordømmende og selvretfærdigt blik af Marianne Jelved’ske dimensioner for at se om det kunne få de helt rette følelser op i mig. Men ak, nej.

Sociologerne, antropologerne og andre fornøjelige typer , der bedriver social media marketing som kald og fag, må bare lære at leve med at de hårde cand-merc-drenge med excelark under armene nu for alvor begiver sig ind på deres territorium.

Husk nu: Al reklame er løgn.

Med ærlighed kommer man længst…

Titlen på indslaget fra The Onion nedenunder er: “Sony Releases  New Stupid Piece Of Shit That Doesn’t Fucking Work“.

Så er niveauet vist lagt.

Prøv at tænke over dette: Hvis virksomheder, medier, anmeldere osv. var så lige-ud-af-posen som her. Prøv at forestille dig, at de rent faktisk forholdt sig kritisk til noget mere af det ligegyldige bras, der kommer på markedet hver eneste dag, istedet for blindt at tage en bæh og pakke den ind i silkepapir.

For i den fagre nye web2.0-verden ER det jo sådan forbrugerene og kunderne vurderer og dømmer nye produkter på Facebook, Twitter, Jaiku, Frindster, Myspace, blogs og så videre.

Hvis du ikke bryder dig om voldsomt grimt sprog, vil jeg nok anbefale, at du springer klippet over:

Jeg, en Rock and Roll-webkonsulent

Martin Frederiksen, en af de gode mennesker hos Klean, har begået en blog, hvor han stiller mig “tre skarpe” spørgsmål. I indledningen præsenterer han mig på følgende vis:

Hannu var med til at starte notabene.net, har været direktør i Food Solutions og er nu totalt Rock and Roll-webkonsulent, der siger sin mening, uanset om man kan lide den eller ej.

Nu er jeg vist nødt til at trykke nye visitkort, for det er sgu da en sej titel!

Læs blog-indlægget hos Klean.