Den dag de feministiske, bøsseævlende humanister stoppede et kupforsøg fra reklamebranchen…

danishmotherseeking

("Feministisk bøsseævl" er tyvstjålet fra Politikens fantastiske, selvironiske kampagne - tjek på Youtube)

Da Rem-Rem med kampagnen “”Why kill time, when you can kill yourself” brugte selvmord som tema i forbindelse med markedsføringen af deres ure, var der stor opstandelse. Og efter min mening med rette. Jeg syntes dengang som nu, at det var dybt, dybt problematisk og hamrende uetisk at fremstille selvmord som cool og tjekket…

Men hvordan kan en  – viser det sig – falsk youtube video med en ung kvinde, der leder efter faderen til sit barn – bringe sindene så meget i kog…?

Ord som bedrag, utilgivelig løgn, krav om hoveder, der skal rulle, uetisk og jeg ved ikke hvad, fyger rundt på diverse sociale media som Twitter og Facebook. Opstandelsen er stor. Forargelsen vil ingen ende tage… (se eks. en diskussion på Politiken.dk: Hvad mener du om VisitDenmarks Youtube-reklame)

En hel flok mennesker, som jeg ellers anser som værende forstandige og kloge hoveder, forudser, at dette er enden på internettets troværdighed – fordi… man leger ikke med folks følelser. Man bruger ikke løgn. Man misbruger ikke folks empati. Og så videre og så videre…

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der er en vis hellighed og småforkælet attitude til stede her. De folk, der er mest forargede, lever blandt andet af at lave markedsføring via sociale medier. Men – og her er nok sagens kerne – forargelsen bunder mest i, at “de der reklamefolk” ikke laver viral markedsføring på på de HELT rigtige præmisser. Altså på den smukke, rene og etisk forsvarlige måde. Altså på den måde VI definerer som værende den rigtige.

Jeg har virkelig prøvet at blive forarget! Jeg har vendt og drejet situationen. Forestillet mig amerikanske husmødre med væg-til-væg empati og tårer i øjnene. Jeg har sågar forsøgt at sidde med et fordømmende og selvretfærdigt blik af Marianne Jelved’ske dimensioner for at se om det kunne få de helt rette følelser op i mig. Men ak, nej.

Sociologerne, antropologerne og andre fornøjelige typer , der bedriver social media marketing som kald og fag, må bare lære at leve med at de hårde cand-merc-drenge med excelark under armene nu for alvor begiver sig ind på deres territorium.

Husk nu: Al reklame er løgn.

FUD-marketing virker. Desværre… Men tænk dig nu om!

I tider som disse kan det være ekstremt fristende at spille FUD-kortet i markedsføringen (Fear, Uncertainty and Doubt). Overalt hører vi om krise – masseafskedigelser er en del af hverdagen. De makroøkonomiske nøgletal ser ikke for gode ud, bil- og hussalget er gået i stå, vores vigtigste eksportmarkeder er endnu hårdere ramt.

Kort og godt: Det ser fandme ikke for godt ud, venner! Og jeg er sikker på, at der ikke er nogen, der kan sige sig helt fri for at have en lidt ubehagelig fornemmelse i maven. Usikkerhed, utryghed, frygt – kald det hvad du vil – det er ikke rart. Og det påvirker os og vores måde at træffe beslutninger på.

3F FUD plakat

Nu opstår der så et nyt problem: Når noget bliver for indlysende, så kan selv de knap så kloge hoveder i diverse marketing- og kommunikationsafdelinger finde ud af gribe bolden og give kommunikationen et twist og spille på frygten. Og det virker. Frygt er ikke en fed tilstand og vores hjerne arbejder på højtryk for at bringe os i en sikker havn, så vi er meget modtagelige for budskaber, der spiller på dette.

Som forventet…

Lige fra da finanskrisen satte ind begyndte jeg at blive træt i hovedet bare ved tanken om den syndflod af reklame med “krisebudskaber”, jeg forventede ville komme. Og ganske rigtigt. Bare kig dig omkring. Hvis vi ikke er bare en lille smule bange allerede nu, så er vi da ved at skide i buskerne af skræk efter at have set dagens ration af annoncer, tv-reklamer og billboards.

Vi har (stadig) et ansvar

Tag nu den 3F plakat, der er herover. Jeg synes kort og godt den er klam! Ja, der er krise. Ja, det er smart at være medlem af en A-kasse, hvis du bliver arbejdsløs. Men for fanden! Lad da være med at tale ned til modtageren – og lad være med at gribe til følelsesporno ved at vise billeder af vores børn (det mangler bare, at drengen græder). Bare fordi du har et våben, giver det dig ikke en moralsk ret til at anvende det.

Marketing eller pistolsalg

Hvis du er kold i røven og bare skal have solgt noget at dit skrammel, så du kan komme ud på golfbanen. Så ignorer blot denne blogpost. Men hvis du har en god portion anstændighed og faglig stolthed i kroppen, så tænk dig for guds skyld om. Ingen bryder sig om at blive tvunget eller skræmt til at købe noget – eller melde sig ind i en A-kasse for den sags skyld. Hverken direkte eller inddirekte.

Selvom det er fristende at trykke på bøøøh-knappen for eks. at afhjælpe et blødende salg, så husk på, at det også kan have nogle negative konsekvenser i forhold til, hvordan dine potentielle og eksisterende kunder opfatter din virksomhed.

I det lange seje træk, har anstændighed og integritet altid været vinder-ingredienser.

Ground-breaking research om pærer og bananer!

ROCKET-SCIENCE

Bladet Markedsføring har bragt spændende nyt fra det store udland. En tv-station har betalt for en undersøgelse, der viser, at:

“Forbrugerne er mest opmærksomme på reklamer i fjernsynet og magasiner, mens online halter.”

“I løbet af en halv time leverer magasiner dobbelt så mange reklameindtryk som tv, og seks gange så mange som online.”

“Undersøgelsen forsøgte at sammenligne 30 sekunders tv-reklamer, helside printannoncer og internetbannere i standard størrelser.”

“Sammenholdt med andre informationer så som sandsynlighed for eksponering, konkluderede undersøgelsen blandt andet, at en magasin-printannonce har en værdi, der svarer til 83 procent af et tv-spot. Mens et typisk banner prismæssigt kun svarer til 16 procent af et tv-spot”

(Se artikel her: markedsforing.dk/artikler/vis/artikel/online-slaar-print-og-tv/)

Jeg tænker:

Undersøgelsen er mindst lige så værdifuld, som den hvor man for mange år siden lavede en global sammenligning af pærer og bananer – hvis konklusioner iøvrigt har været genstand for stor debat lige siden.

Alene det, at undersøgelsen er lavet “i samarbejde med” CBS (=betalt af) bør få læseren til at være på vagt.

Hvad er konklusionen? At jo mere en annonce “fylder”, jo højere den råber, desto større er chancen for, at den bliver set? At internetbrugerne er stoppet med at kigge på bannerannoncer, fordi der grundlæggende er tale om irrelevant støj?

Hvorfor ikke lave en undersøgelse af, hvilke annonceformater, der er bedst til at generere salg, leads, downloads etc. Og hvorfor ikke tage et annonceformat som søgebaserede tekstannoncer som Google AdWords med?

Det minder umiskendeligt om at spille kort med min 5-årige søn. Han bliver VED med at omformulere reglerne, indtil han vinder. Forskellen er bare, at hans modspiller er farmand, der ikke kan få sig til at sige ham imod.

Annonce-industrien er oppe imod et marked, der bliver stadigt bedre til at måle effekt og stadigt mere bevidst om, hvor annoncekronerne REELT placeres bedst. Og jeg har svært ved at tro på, at det kan fixes ved at producere undersøgelser som denne. En bæh er en bæh, uanset hvor pænt du pakker den ind.

Dansk servicekultur? Næh, vi skulle have ladet tyskerne vinde…

Selvom tyskerne går med grimme briller og ikke helt har forstået det der med humor, så kan jeg godt blive lidt misundelige på dem og deres servicekultur. Man får næsten altid en høflig betjening, uanset om det er på en dyr restaurant eller toilettet på en tankstation.

Men her til lands er der for langt mellem snapsene. Hvordan kan det være så uendligt svært og pinefuldt at levere en god service? Kan vi ikke blive enige om, at det, at man aktivt har valgt at ernære sig via eks. et servicefag på en eller anden måde forpligter. At man i det mindste har forstået ordet? 

Oktoberfest servetrice.

Efter en dag med møder i København havde jeg en lille time til overs før jeg skulle med et tog fra hovedbanegården. Det var for lang tid til, at jeg gad sidde på en bænk og vente. Men for kort tid til, at jeg gad gå på en cafe uden for.

Så jeg dumpede ind på “O’Learys” – et lidt trist udseende sted i god gedigen centerpub-stil med ternede papirduge på bordene. Lad mig bare afsløre så meget, at forventningerne ikke var voldsomt høje.

Men, betjeningen på stedet var meget imødekommende, opmærksom og tilsyneladende oprigtigt venlig. Da jeg havde fået min øl og min snack blev jeg spurgt, om det var som det skulle være. Da jeg sagde, at det smagte fint – kom der sørme et “Det er jeg glad for” tilbage. Og det blev sagt med et stort smil. Jeg tror faktisk hun mente det!

Jeg kom i markant bedre humør af oplevelsen – og gik fra stedet… glad.

Åhhh…. kunne vi dog bare undvære de irriterende kunder…

Er det ikke utroligt, at der ikke skal mere til? Og er det ikke endnu mere utroligt, at oplevelser som denne er så sjældne i forhold til:

  • De gange en livstræt teenager har kastet et vrissent “JA??” i hovedet af dig, istedet for at spørge, om han/hun kan hjælpe med noget.
  • De gange en medarbejder i supermarkedet lidt anklagende har kigget på dig og og tålmodigt forklaret, at de “altså IKKE er i tørkolonial!”
  • De gange en receptionist tørt konstaterer, at XX ikke er der – uden at spørge om, han/hun kan tage imod en besked eller på anden måde hjælpe dig videre.
  • De gange, du har har siddet halve og hele dage og ventet på en tekniker fra TDC, der “kan komme mellem 9 og 15, hvor du bedes være hjemme”, når det vil kræve et minimum at indsats at give besked et time i forvejen.
  • De gange du har forsøgt at få et rigtigt menneske i tale i en arrogant og ineffektiv monopolvirksomhed som eks. PBS, men hvor et sindrigt, kafkask kø-system får dig til at opgive, før du bliver sindsyg.

Jeg ved ikke med dig kære læser. Men når jeg bliver udsat for sådan en opførsel, så tolker jeg det som om, at vedkommende person eller virksomhed er røv-ligeglad med mig. Og så kan “de” pumpe nok så mange millioner i tv-reklamer, direct mails, kundemagasiner, sportssponsorater osv. osv.

Slaget er tabt. De HAR vist deres sande ansigt. Glansbilledet i reklamerne er ude af sync med virkligheden.

God service er effektiv markedsføring

Omvendt, så er jeg overbevist om, at en god serviceoplevelse kan flytte en forbrugers oplevelse af din virksomhed helt vanvitigt.

Jeg kan f.eks. stadig huske:

  • Dengang sidste år en supporter hos 3 kæmpede en brav og indædt kamp for at få en mobil bredbånds dims til at virke på min bærbare. Jeg var næsten forlegen, da vi havde talt sammen 4-5 gange. Jeg syntes han havde brugt voldsomt meget tid på mig.
  • Dengang for 3 år siden en medarbejder i Salling stormagasin uden beregning og på egen opfordring sendte et par jeans med posten, fordi de ikke var på lager.
  • Dengang for 7 år siden en venlig SAS-medarbejder i Tirstrup lufthavn lod mig og kæresten tage det næste fly for ikke at miste udenrigsafgangen i Kastrup… selvom billetten reelt ikke kunne ændres.
  • Dengang for 13 år siden en grønthandler på Nørrebrogade gav mig kredit til dagen efter, selvom han ikke kendte mig.
  • Dengang for 20 år siden rutebilen hver morgen stoppede ud for mine forældres hus og ventede på mig, fordi chaufførerne vidste, at jeg altid var sent på den *host*

Dyrk servicekulturen aktivt

Fælles for alle de positive historier er, at der var et menneske for hvem det faktisk gjorde en forskel, om han eller hun ydede en god service.

Jeg er 99% sikker på, at det gør en forskel, fordi det er en synlig del af kulturen i virksomheden. Eksempelvist at den direkte chef honorerer og anerkender den gode serviceoplevelse. Fordi han eller hun er en god købmand og godt ved, at en glad og tilfreds kunde vender tilbage og bruger flere penge.

Så dyrk servicekulturen og husk, at én god oplevelse er 100 gange mere effektiv end 8 kilo brochurer og 100 millioner bannereksponeringer.

Så er der også lidt at rive i for marketingafdelingen i disse tider, hvor der ikke skal godkendes så mange printannoncer og tv-reklamer.

Arlas nye design gør mig glad

Da jeg første gang så Arlas nye designlinie blev jeg i godt humør. Bogstaveligt talt. Jeg tog mig selv i at få en sådan lidt umærkelig ahh-fornemmelse og trække lidt på smilebåndet.

Arla Foods nye designlinie

Det er f….. lang tid siden, at et design – og specielt et webdesign – har skilt sig ud og ligefrem har affødt en positiv reaktion hos mig (se eks. mit hertesuk, da Sterling holdt op med at elske mig).

Farverne, formerne, udtrykket, det nye logo – jeg synes det hele spiller fantastisk godt sammen og underbygger deres forsøg på at fremtræde mere naturlig og imødekommende.

Der er en verden til forskel fra den gamle designlinie, der var… tja, rødt på den lidt vrede måde:

Arlas gamle design

Det er sjældent, der uddeles roser her på bloggen. Men jeg synes næsten, at når nogen (vistnok Kunde & Co), har lavet noget, der fungerer så godt – så skal de have en thumbs up. Hermed givet.

Brød, skuespil og middelmådighed vom fass…

De udspekulerede romerske kejsere brugte “brød og skuespil” til at pacificere pøbelen med. For at undgå, at folket interesserede sig alt for meget for herskernes dårlige regeringsførelse, ville den siddende kejser bestikke foket ved at uddele brød og arrangere skuespil i form af gladiatorkampe, hestevæddeløb osv.

Hov, det virker bekendt! Vil det sige, at man ved at sætte fokus på én ting kan fjerne det fra noget andet? Er det ikke det, der er nogen, der kalder markedsføring…?

Jeg kom til at tænke på ovenstående for et godt stykke tid siden, da jeg af ren nysgerrighed forvildede mig ind i en ny butik, der ligger i det nærliggende indkøbscenter: Vom Fass.

Konceptet er, at de sælger spiritus, olie og eddike fra fad – og så kan man så vælge mellem forskellige flasker, hvor indholdet tappes ned i. Blandet andet en flaske formet som en motorcykel eller en lastbil. En pudseløjerlig ide, der som mange andre pastelfarvede ideer stammer fra Tyskland. Nå fred med det…

vomfass butik

Den flinke mand i butikken spørger mig, om jeg ikke vil smage. Jo tak. I tiden er det rom, vi synes er spændende, så jeg beder ham om at line nogle forskellige typer rom op.

Og føj! Lige pludselig husker jeg, hvorfor jeg ikke har drukket rom i hele mit voksenliv. For nu genoplever jeg pludselig smagen af den 20-kroners slaverom indkøbt på charterferie, som nogle af min storesøsters venner havde medbragt til hendes 18 års fødselsdag. OG som de morede sig med at hælde på den uskyldige 14-årige lillebror, så jeg endte med at hade hele sydamerika i mange år.

Med al forsigtighed og høflighed mobiliseret, spørger jeg ekspedienten, om det kan passe, at de alle smager som noget af forholdsvist lav kvalitet?

“Ja” – siger han frejdigt. “Der er egenligt ikke noget specielt spændende ved selve indholdet i fadene, men det er jo heller ikke det, vi sælger det på. Det er den sjove ide”.

Alt det her fad-værk, glasbeholdere, håndskrevne etiketter med videre. Vækker det ikke en vis forventning om kvalitet? Hvor er det utroligt, at man ikke en gang skammer sig over at levere middelmådighed – bare den er pakket sjovt ind.

På den anden side set, så er det faktisk befriende at han stod ved det i stedet for at tale ned til mig.

Det er der mange andre, der ikke gør. Alt for ofte er fokus fjernet fra et produkts kerneegenskaber i en evig uskøn jagt på at finde den perfekte kombination af glimmer, gejl og silkepapir.

Markedsføring kommer for ofte til at handle om at regne ud, præcist hvor meget brød og skuespil, der skal der til for at pacificere pøblen…