En lort er en lort…

(Nedenstående er en klumme skrevet til Århus Stiftstidende)

En lort er en lort uanset, hvor pænt du pakker den ind… Undskyld, at jeg starter så uappetitligt ud, men det er et af mine yndlingscitater (af mig selv, tror jeg nok), når jeg skal forholde mig til et af mine yndlingsemner, nemlig når nogen giver sig ud for at være noget, de ikke er.

Sådan er der mange mennesker, der er. Men der er så sandelig også mange prætentiøse virksomheder, butikker og restauranter derude. Man kan mærke det med det samme, når man træder ind af døren – og jeg kan ikke lade være med at blive provokeret af det.

For mig handler det om forskellen på at gøre noget, fordi man ikke kan lade være – noget der kommer indefra – og så den der fornemmelse af, når nogen »har regnet den ud«.

Af en eller anden grund går det ofte galt, når vi har med fødevarer at gøre. Jeg mistænker, at alt for mange restauratører, bagere, caféejere med videre har været på det samme aftenskolekursus i »storytelling«. Altså det der med at pakke sin vare ind i en historie. Det er der sådan set ikke noget galt i, men nogle gange får den lige en tand for meget gas med flotte ord og maleriske beskrivelser.

For et par måneder siden så jeg for eksempel et skilt hænge i vinduet hos en bager i Århus:

Brød...Helt ærligt. Hvad skal det til for?

Stoler man virkelig så lidt på sit eget produkt, at der skal pakkes ind i så meget ordgejl. Der er især mange restauranter, der kammer over. Smørret, der kommer ind på bordet er ikke bare smør. Nej, det er smør lavet på mælk fra sønderjyske, biodynamiske køer, der har lyttet til Miles Davis på alle hverdage (og Rasmus Seebach i weekenderne for lige at give den et twist af kærlighed), håndkærnet af en lettere overvægtig bondepige, der kan høre, hvornår smørret er færdig.Jeg ved godt, at jeg overdriver, men det er ikke super langt fra virkeligheden. Det kan godt være, at der er et par turister fra Kina, der hopper på den, fordi de har hørt om det nye nordiske køkken, Noma osv.

Men jeg køber den ikke. Og jeg tror faktisk, at man gør – i det her tilfælde gastronomien – en kæmpe bjørnetjeneste. For hvis jeg nu ikke kan SMAGE stenovnen eller bondepigens indflydelse på varen, er det så ikke let at tænke kejserens nye klæder – fup og fidus!

Nej, vær ærlig med det, du sælger. Lad være med at udgive dig for noget, du ikke er. Det bliver altid gennemskuet i længden.Hvis jeg skal slutte af i en lidt mere positiv tone, så var der en god ven, der gjorde mig opmærksom på en positiv trend, der rider på ryggen på noget så ubehageligt som butiksdød. Mange af de butikker, der har måttet lukke i Århus i de seneste år, er faktisk begyndt at genopstå som nye, spændende butikskoncepter, restauranter, caféer og så videre.Fællesnævneren for mange af dem er, at de er startet af unge iværksættere, der starter noget, fordi de ikke kan lade være. Fordi de synes, der mangler noget, der er ærligt, nede på jorden og frem for alt drevet af en passion for et eller andet. Noget der kan blive en succes uden storytelling på speed.

Tjek dem ud – der er noget at lære.

Fremtiden er pissefarlig – du kan dø af den!

(Nedenstående er fra en klumme til Aarhus Stiftstidende)

I mit gamle firma havde vi en advokat, der ofte sagde ”Der er kun to ting her i livet, der er sikkert: Du skal dø og du skal betale din skat”. Det kan godt være, at det gælder for os mennesker, men i forhold til virksomheder, har man dog en vis indflydelse – i hvert fald på det med at dø, skatten kommer du nok ikke udenom.

Jeg er i det lidt dystre hjørne her, fordi jeg kort før jul så en artikel om en stor bager, der var gået konkurs og måtte sende en del medarbejdere hjem.

En helt igennem ulykkelig situation for manden, der sikkert havde knoklet røven ud af bukserne for at holde virksomheden gående. Grunden til lukningen blev bla. af brancheforeningen anført at være lukkeloven, og at discountbutikker i stor stil er begyndt at sælge friskbagt brød. Hver uge dør en bagerbutik, og sådan har udviklingen været siden krisen indtraf i 2008, udtalte en talsmand fra bagernes brancheforening.

Jeg kan ikke lade være med at blive en smule irriteret over sådan en udmelding. I mine øjne har den ”traditionelle” bagerbranche været i gang med at udrydde sig selv i mange år. Selvom jeg ikke er superekspert, vil jeg godt turde kalde mig selv brødnørd nok til at sige, at der med ganske få undtagelser ikke har været nogen særlig fokus på det, det hele burde handle om: Brødet.

Produktudviklingen har mest handlet om at få så stor kvantitet som muligt ud af en sæk mel og spanden med den færdig brødmix-blanding. Hvor har passionen for håndværket, eksperimenter med gamle kornsorter, forskellige hævemetoder osv. osv. været? Produktet er simpelthen blevet mere og mere ligegyldigt. Men prøv at kigge på et par af de bagerier her i byen, hvor det handler om at skabe en ekstraordinær kvalitet – de kan tage 3-5 gange så mange penge for et brød og folk står stadig i kø. De har udviklet produkter og koncepter, som ikke kan kopieres – og som er så gode, at de sælger sig selv.

Men nu er det ikke kun bagerne, der skal gå ud over. Der findes desværre en lang perlerække af eksempler på virksomheder og brancher, der ikke i tide har forstået ændringer i forbrugeradfærd og nye konkurrencesituationer. Jeg læste i sommers en bog, hvor der særligt var ét citat, der blev hængende: ”A Smith and Wesson beats four aces”. Det kan godt være, at du sidder med fire esser på hånden og føler dig sikker på at vinde, for du har jo ifølge reglerne den højeste hånd. Men hvis din modspiller trækker en seksløber, hvad er dine fire esser så værd?

Både for mennesker og virksomheder gælder det, at der er udvikling og der er afvikling. Det der midt i mellem… det findes ikke. Hvis du ikke som virksomhed konstant udfordrer dig selv og din magelighed, så afvikler du – det gælder både en kæmpevirksomhed, som den jeg selv arbejder i, men også den lille boghandel, café eller bager for den sags skyld. Og så vil fremtiden gøre kål på dig.

I øvrigt, så er det også ALTID sjovere at være i offensiven end at skulle retfærdiggøre status quo.

Godt nytår!

(Smith and Wesson citatet er fra bogen “Velocity – Seven new laws for a World gone digital” – kan anbefales på det varmeste. Tjek bogens website og køb bogen.

Den dag de feministiske, bøsseævlende humanister stoppede et kupforsøg fra reklamebranchen…

danishmotherseeking

("Feministisk bøsseævl" er tyvstjålet fra Politikens fantastiske, selvironiske kampagne - tjek på Youtube)

Da Rem-Rem med kampagnen “”Why kill time, when you can kill yourself” brugte selvmord som tema i forbindelse med markedsføringen af deres ure, var der stor opstandelse. Og efter min mening med rette. Jeg syntes dengang som nu, at det var dybt, dybt problematisk og hamrende uetisk at fremstille selvmord som cool og tjekket…

Men hvordan kan en  – viser det sig – falsk youtube video med en ung kvinde, der leder efter faderen til sit barn – bringe sindene så meget i kog…?

Ord som bedrag, utilgivelig løgn, krav om hoveder, der skal rulle, uetisk og jeg ved ikke hvad, fyger rundt på diverse sociale media som Twitter og Facebook. Opstandelsen er stor. Forargelsen vil ingen ende tage… (se eks. en diskussion på Politiken.dk: Hvad mener du om VisitDenmarks Youtube-reklame)

En hel flok mennesker, som jeg ellers anser som værende forstandige og kloge hoveder, forudser, at dette er enden på internettets troværdighed – fordi… man leger ikke med folks følelser. Man bruger ikke løgn. Man misbruger ikke folks empati. Og så videre og så videre…

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der er en vis hellighed og småforkælet attitude til stede her. De folk, der er mest forargede, lever blandt andet af at lave markedsføring via sociale medier. Men – og her er nok sagens kerne – forargelsen bunder mest i, at “de der reklamefolk” ikke laver viral markedsføring på på de HELT rigtige præmisser. Altså på den smukke, rene og etisk forsvarlige måde. Altså på den måde VI definerer som værende den rigtige.

Jeg har virkelig prøvet at blive forarget! Jeg har vendt og drejet situationen. Forestillet mig amerikanske husmødre med væg-til-væg empati og tårer i øjnene. Jeg har sågar forsøgt at sidde med et fordømmende og selvretfærdigt blik af Marianne Jelved’ske dimensioner for at se om det kunne få de helt rette følelser op i mig. Men ak, nej.

Sociologerne, antropologerne og andre fornøjelige typer , der bedriver social media marketing som kald og fag, må bare lære at leve med at de hårde cand-merc-drenge med excelark under armene nu for alvor begiver sig ind på deres territorium.

Husk nu: Al reklame er løgn.

FUD-marketing virker. Desværre… Men tænk dig nu om!

I tider som disse kan det være ekstremt fristende at spille FUD-kortet i markedsføringen (Fear, Uncertainty and Doubt). Overalt hører vi om krise – masseafskedigelser er en del af hverdagen. De makroøkonomiske nøgletal ser ikke for gode ud, bil- og hussalget er gået i stå, vores vigtigste eksportmarkeder er endnu hårdere ramt.

Kort og godt: Det ser fandme ikke for godt ud, venner! Og jeg er sikker på, at der ikke er nogen, der kan sige sig helt fri for at have en lidt ubehagelig fornemmelse i maven. Usikkerhed, utryghed, frygt – kald det hvad du vil – det er ikke rart. Og det påvirker os og vores måde at træffe beslutninger på.

3F FUD plakat

Nu opstår der så et nyt problem: Når noget bliver for indlysende, så kan selv de knap så kloge hoveder i diverse marketing- og kommunikationsafdelinger finde ud af gribe bolden og give kommunikationen et twist og spille på frygten. Og det virker. Frygt er ikke en fed tilstand og vores hjerne arbejder på højtryk for at bringe os i en sikker havn, så vi er meget modtagelige for budskaber, der spiller på dette.

Som forventet…

Lige fra da finanskrisen satte ind begyndte jeg at blive træt i hovedet bare ved tanken om den syndflod af reklame med “krisebudskaber”, jeg forventede ville komme. Og ganske rigtigt. Bare kig dig omkring. Hvis vi ikke er bare en lille smule bange allerede nu, så er vi da ved at skide i buskerne af skræk efter at have set dagens ration af annoncer, tv-reklamer og billboards.

Vi har (stadig) et ansvar

Tag nu den 3F plakat, der er herover. Jeg synes kort og godt den er klam! Ja, der er krise. Ja, det er smart at være medlem af en A-kasse, hvis du bliver arbejdsløs. Men for fanden! Lad da være med at tale ned til modtageren – og lad være med at gribe til følelsesporno ved at vise billeder af vores børn (det mangler bare, at drengen græder). Bare fordi du har et våben, giver det dig ikke en moralsk ret til at anvende det.

Marketing eller pistolsalg

Hvis du er kold i røven og bare skal have solgt noget at dit skrammel, så du kan komme ud på golfbanen. Så ignorer blot denne blogpost. Men hvis du har en god portion anstændighed og faglig stolthed i kroppen, så tænk dig for guds skyld om. Ingen bryder sig om at blive tvunget eller skræmt til at købe noget – eller melde sig ind i en A-kasse for den sags skyld. Hverken direkte eller inddirekte.

Selvom det er fristende at trykke på bøøøh-knappen for eks. at afhjælpe et blødende salg, så husk på, at det også kan have nogle negative konsekvenser i forhold til, hvordan dine potentielle og eksisterende kunder opfatter din virksomhed.

I det lange seje træk, har anstændighed og integritet altid været vinder-ingredienser.

Ground-breaking research om pærer og bananer!

ROCKET-SCIENCE

Bladet Markedsføring har bragt spændende nyt fra det store udland. En tv-station har betalt for en undersøgelse, der viser, at:

“Forbrugerne er mest opmærksomme på reklamer i fjernsynet og magasiner, mens online halter.”

“I løbet af en halv time leverer magasiner dobbelt så mange reklameindtryk som tv, og seks gange så mange som online.”

“Undersøgelsen forsøgte at sammenligne 30 sekunders tv-reklamer, helside printannoncer og internetbannere i standard størrelser.”

“Sammenholdt med andre informationer så som sandsynlighed for eksponering, konkluderede undersøgelsen blandt andet, at en magasin-printannonce har en værdi, der svarer til 83 procent af et tv-spot. Mens et typisk banner prismæssigt kun svarer til 16 procent af et tv-spot”

(Se artikel her: markedsforing.dk/artikler/vis/artikel/online-slaar-print-og-tv/)

Jeg tænker:

Undersøgelsen er mindst lige så værdifuld, som den hvor man for mange år siden lavede en global sammenligning af pærer og bananer – hvis konklusioner iøvrigt har været genstand for stor debat lige siden.

Alene det, at undersøgelsen er lavet “i samarbejde med” CBS (=betalt af) bør få læseren til at være på vagt.

Hvad er konklusionen? At jo mere en annonce “fylder”, jo højere den råber, desto større er chancen for, at den bliver set? At internetbrugerne er stoppet med at kigge på bannerannoncer, fordi der grundlæggende er tale om irrelevant støj?

Hvorfor ikke lave en undersøgelse af, hvilke annonceformater, der er bedst til at generere salg, leads, downloads etc. Og hvorfor ikke tage et annonceformat som søgebaserede tekstannoncer som Google AdWords med?

Det minder umiskendeligt om at spille kort med min 5-årige søn. Han bliver VED med at omformulere reglerne, indtil han vinder. Forskellen er bare, at hans modspiller er farmand, der ikke kan få sig til at sige ham imod.

Annonce-industrien er oppe imod et marked, der bliver stadigt bedre til at måle effekt og stadigt mere bevidst om, hvor annoncekronerne REELT placeres bedst. Og jeg har svært ved at tro på, at det kan fixes ved at producere undersøgelser som denne. En bæh er en bæh, uanset hvor pænt du pakker den ind.

Dansk servicekultur? Næh, vi skulle have ladet tyskerne vinde…

Selvom tyskerne går med grimme briller og ikke helt har forstået det der med humor, så kan jeg godt blive lidt misundelige på dem og deres servicekultur. Man får næsten altid en høflig betjening, uanset om det er på en dyr restaurant eller toilettet på en tankstation.

Men her til lands er der for langt mellem snapsene. Hvordan kan det være så uendligt svært og pinefuldt at levere en god service? Kan vi ikke blive enige om, at det, at man aktivt har valgt at ernære sig via eks. et servicefag på en eller anden måde forpligter. At man i det mindste har forstået ordet? 

Oktoberfest servetrice.

Efter en dag med møder i København havde jeg en lille time til overs før jeg skulle med et tog fra hovedbanegården. Det var for lang tid til, at jeg gad sidde på en bænk og vente. Men for kort tid til, at jeg gad gå på en cafe uden for.

Så jeg dumpede ind på “O’Learys” – et lidt trist udseende sted i god gedigen centerpub-stil med ternede papirduge på bordene. Lad mig bare afsløre så meget, at forventningerne ikke var voldsomt høje.

Men, betjeningen på stedet var meget imødekommende, opmærksom og tilsyneladende oprigtigt venlig. Da jeg havde fået min øl og min snack blev jeg spurgt, om det var som det skulle være. Da jeg sagde, at det smagte fint – kom der sørme et “Det er jeg glad for” tilbage. Og det blev sagt med et stort smil. Jeg tror faktisk hun mente det!

Jeg kom i markant bedre humør af oplevelsen – og gik fra stedet… glad.

Åhhh…. kunne vi dog bare undvære de irriterende kunder…

Er det ikke utroligt, at der ikke skal mere til? Og er det ikke endnu mere utroligt, at oplevelser som denne er så sjældne i forhold til:

  • De gange en livstræt teenager har kastet et vrissent “JA??” i hovedet af dig, istedet for at spørge, om han/hun kan hjælpe med noget.
  • De gange en medarbejder i supermarkedet lidt anklagende har kigget på dig og og tålmodigt forklaret, at de “altså IKKE er i tørkolonial!”
  • De gange en receptionist tørt konstaterer, at XX ikke er der – uden at spørge om, han/hun kan tage imod en besked eller på anden måde hjælpe dig videre.
  • De gange, du har har siddet halve og hele dage og ventet på en tekniker fra TDC, der “kan komme mellem 9 og 15, hvor du bedes være hjemme”, når det vil kræve et minimum at indsats at give besked et time i forvejen.
  • De gange du har forsøgt at få et rigtigt menneske i tale i en arrogant og ineffektiv monopolvirksomhed som eks. PBS, men hvor et sindrigt, kafkask kø-system får dig til at opgive, før du bliver sindsyg.

Jeg ved ikke med dig kære læser. Men når jeg bliver udsat for sådan en opførsel, så tolker jeg det som om, at vedkommende person eller virksomhed er røv-ligeglad med mig. Og så kan “de” pumpe nok så mange millioner i tv-reklamer, direct mails, kundemagasiner, sportssponsorater osv. osv.

Slaget er tabt. De HAR vist deres sande ansigt. Glansbilledet i reklamerne er ude af sync med virkligheden.

God service er effektiv markedsføring

Omvendt, så er jeg overbevist om, at en god serviceoplevelse kan flytte en forbrugers oplevelse af din virksomhed helt vanvitigt.

Jeg kan f.eks. stadig huske:

  • Dengang sidste år en supporter hos 3 kæmpede en brav og indædt kamp for at få en mobil bredbånds dims til at virke på min bærbare. Jeg var næsten forlegen, da vi havde talt sammen 4-5 gange. Jeg syntes han havde brugt voldsomt meget tid på mig.
  • Dengang for 3 år siden en medarbejder i Salling stormagasin uden beregning og på egen opfordring sendte et par jeans med posten, fordi de ikke var på lager.
  • Dengang for 7 år siden en venlig SAS-medarbejder i Tirstrup lufthavn lod mig og kæresten tage det næste fly for ikke at miste udenrigsafgangen i Kastrup… selvom billetten reelt ikke kunne ændres.
  • Dengang for 13 år siden en grønthandler på Nørrebrogade gav mig kredit til dagen efter, selvom han ikke kendte mig.
  • Dengang for 20 år siden rutebilen hver morgen stoppede ud for mine forældres hus og ventede på mig, fordi chaufførerne vidste, at jeg altid var sent på den *host*

Dyrk servicekulturen aktivt

Fælles for alle de positive historier er, at der var et menneske for hvem det faktisk gjorde en forskel, om han eller hun ydede en god service.

Jeg er 99% sikker på, at det gør en forskel, fordi det er en synlig del af kulturen i virksomheden. Eksempelvist at den direkte chef honorerer og anerkender den gode serviceoplevelse. Fordi han eller hun er en god købmand og godt ved, at en glad og tilfreds kunde vender tilbage og bruger flere penge.

Så dyrk servicekulturen og husk, at én god oplevelse er 100 gange mere effektiv end 8 kilo brochurer og 100 millioner bannereksponeringer.

Så er der også lidt at rive i for marketingafdelingen i disse tider, hvor der ikke skal godkendes så mange printannoncer og tv-reklamer.

Arlas nye design gør mig glad

Da jeg første gang så Arlas nye designlinie blev jeg i godt humør. Bogstaveligt talt. Jeg tog mig selv i at få en sådan lidt umærkelig ahh-fornemmelse og trække lidt på smilebåndet.

Arla Foods nye designlinie

Det er f….. lang tid siden, at et design – og specielt et webdesign – har skilt sig ud og ligefrem har affødt en positiv reaktion hos mig (se eks. mit hertesuk, da Sterling holdt op med at elske mig).

Farverne, formerne, udtrykket, det nye logo – jeg synes det hele spiller fantastisk godt sammen og underbygger deres forsøg på at fremtræde mere naturlig og imødekommende.

Der er en verden til forskel fra den gamle designlinie, der var… tja, rødt på den lidt vrede måde:

Arlas gamle design

Det er sjældent, der uddeles roser her på bloggen. Men jeg synes næsten, at når nogen (vistnok Kunde & Co), har lavet noget, der fungerer så godt – så skal de have en thumbs up. Hermed givet.

Brød, skuespil og middelmådighed vom fass…

De udspekulerede romerske kejsere brugte “brød og skuespil” til at pacificere pøbelen med. For at undgå, at folket interesserede sig alt for meget for herskernes dårlige regeringsførelse, ville den siddende kejser bestikke foket ved at uddele brød og arrangere skuespil i form af gladiatorkampe, hestevæddeløb osv.

Hov, det virker bekendt! Vil det sige, at man ved at sætte fokus på én ting kan fjerne det fra noget andet? Er det ikke det, der er nogen, der kalder markedsføring…?

Jeg kom til at tænke på ovenstående for et godt stykke tid siden, da jeg af ren nysgerrighed forvildede mig ind i en ny butik, der ligger i det nærliggende indkøbscenter: Vom Fass.

Konceptet er, at de sælger spiritus, olie og eddike fra fad – og så kan man så vælge mellem forskellige flasker, hvor indholdet tappes ned i. Blandet andet en flaske formet som en motorcykel eller en lastbil. En pudseløjerlig ide, der som mange andre pastelfarvede ideer stammer fra Tyskland. Nå fred med det…

vomfass butik

Den flinke mand i butikken spørger mig, om jeg ikke vil smage. Jo tak. I tiden er det rom, vi synes er spændende, så jeg beder ham om at line nogle forskellige typer rom op.

Og føj! Lige pludselig husker jeg, hvorfor jeg ikke har drukket rom i hele mit voksenliv. For nu genoplever jeg pludselig smagen af den 20-kroners slaverom indkøbt på charterferie, som nogle af min storesøsters venner havde medbragt til hendes 18 års fødselsdag. OG som de morede sig med at hælde på den uskyldige 14-årige lillebror, så jeg endte med at hade hele sydamerika i mange år.

Med al forsigtighed og høflighed mobiliseret, spørger jeg ekspedienten, om det kan passe, at de alle smager som noget af forholdsvist lav kvalitet?

“Ja” – siger han frejdigt. “Der er egenligt ikke noget specielt spændende ved selve indholdet i fadene, men det er jo heller ikke det, vi sælger det på. Det er den sjove ide”.

Alt det her fad-værk, glasbeholdere, håndskrevne etiketter med videre. Vækker det ikke en vis forventning om kvalitet? Hvor er det utroligt, at man ikke en gang skammer sig over at levere middelmådighed – bare den er pakket sjovt ind.

På den anden side set, så er det faktisk befriende at han stod ved det i stedet for at tale ned til mig.

Det er der mange andre, der ikke gør. Alt for ofte er fokus fjernet fra et produkts kerneegenskaber i en evig uskøn jagt på at finde den perfekte kombination af glimmer, gejl og silkepapir.

Markedsføring kommer for ofte til at handle om at regne ud, præcist hvor meget brød og skuespil, der skal der til for at pacificere pøblen…

Med ærlighed kommer man længst…

Titlen på indslaget fra The Onion nedenunder er: “Sony Releases  New Stupid Piece Of Shit That Doesn’t Fucking Work“.

Så er niveauet vist lagt.

Prøv at tænke over dette: Hvis virksomheder, medier, anmeldere osv. var så lige-ud-af-posen som her. Prøv at forestille dig, at de rent faktisk forholdt sig kritisk til noget mere af det ligegyldige bras, der kommer på markedet hver eneste dag, istedet for blindt at tage en bæh og pakke den ind i silkepapir.

For i den fagre nye web2.0-verden ER det jo sådan forbrugerene og kunderne vurderer og dømmer nye produkter på Facebook, Twitter, Jaiku, Frindster, Myspace, blogs og så videre.

Hvis du ikke bryder dig om voldsomt grimt sprog, vil jeg nok anbefale, at du springer klippet over:

Finanskrisen – det nye CO2

Jeg så lige, at FDIH har et kursus de kalder “Google Adwords i finanskrisen”:

fdih-kursus

(Jeg beklager det ubehjælpsomme forsøg på at lave ligner-papir-revet-over effekt)

Jeg kan ikke lade være med at blive en anelse træt i hovedet, når jeg ser sådan noget. Jeg kan næsten høre tankerækken hos den, der har skrevet teksten: “Hmm… hvad er hot lige nu. Hvordan får jeg proppet noget aktualitet ind, hvordan sikrer jeg, at folk læser ann… finanskrise! Dér var den.”

Nå oookay! Så vi propper bare “finanskrise” ind nu, så har vi folks opmærksomhed. Hvis så bare kursets indhold havde et minimum af berøring med overskriften, havde jeg kunnet finde mig i det. Men når det tydeligvist bare er overskriften og første linie, der har fået et twist, synes jeg det er decideret plat.

Men nu skal jeg jo ikke kun kritisere. Jeg bør vel også forsøge at være lidt konstruktiv, så hermed et par variationer over temaet, som det står enhver frit for at benytte:

  • 2007-udgaven: Google Adwords i CO2-krisen
  • Den personlige udgave: Google Adwords i midtvejskrisen
  • Parforholds-udgaven: Google Adwords i 7-års krisen
  • Den kontroversielle: Google Adwords i mellemøstkrisen
  • 70’er-udgaven: Google Adwords i oliekrisen
  • 2001-udgaven: Google Adwords i dot-com krisen
  • Den belgiske: Google Adwords i regeringskrisen

Nu er jeg jo konsulent, så jeg burde have penge for følgende, men da jeg er i godt humør i dag, vil jeg gerne afsløre formlen:

“Google Adwords i _ _ _ _ _ _ _ _-krisen”. Indsæt vilkårligt, aktuelt ord på den stiplede linie.

Er det et krav at payoffs skal være ligegyldige?

For et stykke tid siden skrev jeg et indlæg, der var trigget af et payoff, som jeg synes er så højtravende at det fuldstændigt udvandede værdien af at… have et payoff. Det var Statoils “Statoil – Forandrer hverdagen”, der stod for skud.

Efter jeg skrev indlægget, har jeg gået og lagt mærke til forskellige virksomheders payoffs, og det har slået mig, hvor mange dårlige payoffs, der i grunden findes.

Jeg tror på, at et godt payoff kan være meget effektivt. Rigtigt skåret kan det direkte eller i overført betydning skabe et billede, der igen skaber et psykologisk anker, og dermed gøre firmaets eller produktets navn til mere end blot bogstaver.

Jeg kom til at tænke på emnet, fordi jeg forleden så et payoff, som jeg synes sidder lige i skabet. Nemlig Nordjyske Gymnasiers payoff “Think – unite – create” – sammen med logoet har det en eller anden form for tidsånd over sig som appellerede til mig:

Nordjyske Gymnasiers logo 

Men nu er jeg jo ikke 15 år og på vej til at vælge ungdomsuddannelse, så med min fornemmelse for hvad de unge vil ha’ – virker det garanteret ikke over for målgruppen (For god ordens skyld: Den var for sjov).

Anyways, jeg besluttede mig for at samle lidt slogans og payoffs sammen til inspiration og afskrækkelse sammen med mine helt og aldeles subjektive kommentarer:

Dem kan vi li’:

LEGO: play for all
– relaterer sig til kerneprodukterne og udtrykker en mission

Danske Bank: Gør det du er bedst til, det gør vi
– i princippet rigtigt godt, men kun fordi, det iøvrigt hænger stærkt sammen med deres øvrige kommunikation, giver det mening. Dog virker det lidt søgt den aktuelle situation taget i betragtning – og hvem nævnte noget om værdiansættelse af IT Factory og efterfølgende lån med sikkerhed i ITF-aktier…?

Nokia: Connecting people
– kort og godt, lige i skabet. [Tilføjet: Tjek Henrik Hansens post “Connecting people – Nokia eller Facebook?”]

Nordjyske Gymnasier: Think, unite, create
– hvem sagde “hope”

Grundfos: Be > Think > Innovate >
– I forhold til ekstern markedsføring er det lidt for indadskuende efter min smag. Men som mission statement rettet mod medarbejdere, synes jeg det er et stærkt payoff.

Lockon: alarm via nettet
– så den i en tv-reklame. Befriende renset for søgt ævl… ikke så meget diller-daller, det er jo det vi laver.

DFDS: Just sail away
– det lugter af at holde fri og bare sejle ud i horisonten.

Klasselotteriet: spillet med den største millionchance
– Ikke noget fancy, men et klart statement, der underbygget produktets kerne-egenskab.

SAAB: Move your mind
– Et fint payoff til et bilmærke, der altid har gået sine egne vegne, samtidig med at det relaterer sig til kerneydelsen: At flytte dig.

Dem der ikke holder:

Danske Spil: til glæde og til gavn
– Den ér altså lidt svær at tage alvorligt, når vi alle sammen godt ved, at Danske Spil tygger og spytter ludomaner ud i en lind strøm.

Brother – at your side
– også når jeg ligger på hospitalet og er meget syg? Eller er det bare noget I siger, fordi I synes det lyder cool? For pokker! Det betyder intet som helst, når man tænker på, at de sælger printere.

Bigaconcept – bedre i virkligheden
– hvad tænker de på? Det betyder ganske simpelt ikke noget som helst.

Airwick – Det er rart at være hjemme
– tak for oplysningen Airwick. Er det på grund af, at jeres produkt fjerner den lugt af bæh, der ellers altid er i mit hjem, eller er det fordi, jeg er sammen med min familie, at det er rart at være hjemme? (Airwick er bla. de duft-dimser, der kan installeres i toilettet)

Jyske Bank – gør en forskel
– gør I en forskel, eller byder I mig at gøre en forskel? Eller prøver I at være spidsfindige ved at få mig til at tænke over det?

DSB: Tog til tiden
– jeg ved godt, at det er deres gamle payoff, men det er et godt eksempel på, hvor galt det kan gå, når der er for langt mellem virkligheden og så det man kommunikerer.

Sydbank – hvad kan vi gøre for dig
I kan lade være med at lege trailerudlejning og istedet koncentrere jer om at levere finansielle ydelser.

Alm Brand Bank: Vi tager hånd om vores kunder
– prøv at sætte et ikke ind… det giver ikke mening. Alle tager da hånd om deres kunder. Man kan så gøre det godt eller mindre godt.

Lomax: Det var nemt
– hvilket – at finde på et payoff?

DanBolig: Forstand på boligmarkedet
– Jamen, så er det godt, at I ikke handler med grise.

Jeg bliver faktisk helt trist ved not-listen. Udover at der sikkert er nogen, der har taget penge for at opfinde alt det vås, så er det også forstemmende, at dem der godkender ikke forholder sig mere kritisk til noget så vigtigt.

Nå, det er nok bare mig, der er misundelig over, at andre kan lave så let tjente penge 🙂

Smid endelig flere eksempler, gode som dårlige i kommentar-feltet, så opdaterer jeg listen.

Jeg elsker finanskrise og nedgangstider!

Indtil Stein Bagger gav aviserne en undskyldning for at rydde forsiderne, var finanskrisen det absolutte hovedtema. Nu havde vi ellers lige fundet en værdig afløser til friværdi som tema, når vi løb tør for samtaleemner til middagsselskabet.

"Kan du også mærke krisen?" sagt med et lidt højtideligt, bedemandsagtigt blik er en utrolig hyppig kommentar her i tiden. Og med al respekt for de mennesker, der vitterligt bliver truet på deres brød på grund af krisen (eller grådige, selvtilfredse og inkompetente direktioner), så synes jeg det er en herlig tid!

Jeg bruger meget tid på at være en vrissen mand, der i tide og utide råber op om, hvor dårligt "traditionel" markedsføring virker (altså markedsføring, hvor modgiften mod stadig mere støj er… at larme endnu mere).

genialt-produktJeg bekender mig til vedkommenhed, relevans og autencitet. Jeg har ikke meget respekt for middelmådige produkter, der pakkes pænt ind og sælges fyldt med WOW!!!-klistermærker (hverken i overført eller billedelig forstand).

Jeg dyrker relevansen, fordi jeg er 100% sikker på, at det er det, der virker bedst. I længden kan du ikke "snyde" dine kunder særligt meget, og med den ekstreme støj, vi bliver udsat for kommunikationsmæssigt og socialt hver dag, kan du heller ikke blive ved med at trykke på repeat-knappen.

Og selvom jeg ofte får tilkendegivelser fra læsere af denne blog eller tilhørere til foredrag, at tjooo… man kan da godt genkende, at selvom det er blevet lidt sværere at komme ud over rampen, så må jeg jo forstå, at man ikke bare-sådan-lige ændrer hele verden. Og så er det jo også besværligt at skulle forklare direktøren, bestyrelsen eller hvem man nu refererer til, at det man har advokeret for i så mange år – nu slet ikke virker længere.

Bottom line: Vi står lammet som en hare i lyset fra forlygterne, der kommer blæsende hen i mod os. Godt nok har vi brugt lidt penge på at annoncere på Facebook, så vi ligesom også er med på hele det der web2.0-noget. Og vi har da også brugt en ikke ubetragtelig sum penge på at købe nogle Google Adwords annoncer, så helt tosset er det jo heller ikke. Ergo, vi trykker på repeat.

Men, heldigvis er der finanskrise! Og med en sådan begynder alle ansvarlige virksomheder at stille skarpt på, hvilke kroner, der bliver brugt på hvad. Og hvis vi på nogen måde kan øge indtjeningen "her-og-nu", så kan alle de religiøse diskussioner om kanal-konflikter, branding kontra respons mv. pludselig indstilles. For nu skal der skæres ind til benet – nu skal vi kun fokusere på det, der er lønsomt – og det vi kan bevise har en effekt – nu skal vi til at fokusere mere på kundernes behov – osv, osv, osv.

Øhhh… ja. Selvfølgelig. Men hvorfor først nu, hvor lokummet brænder? Nå, op i r…. med det – jeg er glad bare der sker noget!

Glædelig finanskrise og godt nytår!

Fake it – and you won’t make it…

Jeg skulle ud og spise en bid brød i går, og jeg havde set, at der var kommet et nyt sted ved Åen (Århus, Åboulevarden), der bryster sig af at have byens bedste burger. På hjemmesiden er de helt store ord fremme, og lur mig om der ikke er et reklamebureau inde over – jeg bliver i hvert fald præsenteret for en omgang storytelling på den store klinge.

Jeg møder både Martin, Prins Ferdinand, Tonny, Leif og Niels. Der er med andre ord lagt op til den helt, helt store oplevelse.

image

Jeg synes ideen er fantastisk. Og jeg synes også, at de (altså Martin, prinsen, Tonny, Leif og Niels) skal have stor ros for at prøve at have nogle ambitioner og tilsyneladende have en kompromisløs tilgang til råvarer og koncept – det har jeg stor respekt for.

Men så prøvede jeg at spise der. Og jeg havde altså svært ved at smage noget af alt den kvalitet, de tilsyneladende skulle have proppet i burgeren. Jo, det var en ok bøf – og bollen var også bedre end det industrisnask, man normalt får. Men i bund og grund, var det ikke særligt spændende – desuden var både burger og den portion fritter, der fulgte med, lidt klejne i det.

Der hvor kvaliteten til gengæld havde sneget sig ind, var i prisen. 100 kroner for en lille, halvkedelig burger med fritter. Jeg gik derfra med en tom fornemmelse – det var sgu ikke i orden.

Kiks med jakabov

Dybest set er det ikke særligt pænt af mig at hakke på et nystartet sted. Og nu handler denne blog jo ikke om mad, men om markedsføring, så derfor bevæger vi os lige lidt op i helikopteren.

Min oplevelse virker alt for bekendt. Hvorfor? Fordi vi som kunder og forbrugere bliver udsat for den alt, alt for tit:

  • Når vi står og kigger på en frostpizza, ser den fantastisk ud – når vi pakker den ud – er det en stor kiks med jakabov.
  • Når vi booker et værelse på “Et eksklusivt hotel, hvor kvalitet og service er i højsædet”, så møder vi et træt Scandic-værelse med brændemærker i gulvtæppet.
  • Når Huyndai lover os, at vores teenager børn synes vi er seje hvis vi køber en kedelig discount-bil.
  • Når “Multo Buono Pizzaria” nede på hjørnet laver “Ægte italiensk pizza” med kebab og industridressing.
  • Når Microsoft lover os, at vores effektivitet øges med 76%, når vi opgraderer til deres nyeste ufærdige version af Windows, der crasher 20 gange om dagen.

Og jeg kunne blive ved… Så det gør jeg:

  • Når discount butikken markedsfører sig på super service, når sandheden er, at de fleste medarbejdere hader at være der, og er skide ligeglade med kunderne.
  • Når bankernes sælgere forklædt som rådgivere skal leve op til deres budgetter og prøver at snige nye forsikrings-, realkredit- og kreditkortsprodukter ind i deres rådgivning.
  • Når Statoil lover at forandre min hverdag, fordi jeg kan købe mælk om aftenen. 
  • Når Kellogs, Quaker osv. markedsfører et morgenmadsprodukt som sundt, fordi der er fibre og et lavt indhold af fedt i, når sandheden er, at det er proppet med sukker og det i princippet er rent slik.

Min pointe er, at vi nogen gange adskiller selve produktet og så markedsføringen og går amok i adjektiver og storytelling for at få varen skubbet over disken. Og den eneste grund til, at vi synes det er ok, er at det gør alle andre jo også.

Men jeg tror ikke på det. Som jeg vist har sagt nogen gange på denne blog, så er en lort en lort – uanset hvor pænt du pakker den ind. Og med det mener jeg ikke at ovenstående produkter er lorteprodukter – jeg mener blot, at vi har en tendens til at undervurdere vores kunder og det kommer der aldrig noget godt ud af.

Både fordi vi kan risikere “at blive afsløret” og dermed miste en dyrebar tillid fra en kunde – og dernæst fordi det skaber en arrogance i forhold til det egentlige produkt. Hvis det ikke er så vigtigt HVAD vi sælger, men mere HVORDAN vi sælger det, så ender vi med at lave ligegyldige produkter – og så bliver vi ignoreret.

Heldigvis.

Man bliver jo lidt pinlig til mode, når man ser sådan noget søgt ævl

Jeg har haft nedestående annonce for Hyundai hængende ved siden af mit skrivebord i et stykke tid nu. Jeg startede med at klippe den ud, fordi jeg synes den var hylende morsom: “Sådan er der sgu da ikke nogen der ser ud, ha ha ha!”.

Jeg ved det godt. Det er umuligt at diskutere smag. Og det er heller ikke pænt at pege fingre af andre på grund af deres tøjsmag eller udseende. Men helt ærligt, er forudsætningerne for, at en annonce virker ikke, at man skal kunne identificere sig med budskabet, situationen eller menneskene i den?

Jeg vover pelsen og siger: Hvis du kan finde ét eneste far og datter-sæt, der ser ud som dem i annoncen – og hvor teenagedatteren synes en almindelig stationcar (ikke negativt ladet) er “lækker”. Ja, så kvitterer jeg sgu med ét styk Huyndai leveret i indkørslen!

Du kan ikke skabe en parallel virkelighed for dit produkt – blot ved at klistre nogle ord og billeder på. Det virker søgt, og kan – som jeg synes er tilfældet her – risikere at tale ned til læseren, hvilket ikke sælger flere biler. Der er trods alt nødt til at være en eller anden sammenhæng mellem virkeligheden og så den virkelighed, du forsøger at skabe via din markedsføring.

Jyske Bank lancerer tv-station. Respekt!

jyskebanktv

Har du lagt mærke til, hvor meget Jyske Banks folk er blevet brugt som eksperter af de danske TV-stationer de sidste par år?

Umiddelbart tror jeg ikke, at Jyske Banks eksperter er klogere end deres kollegaer i de andre storbanker. Men i efteråret 2006 opførte banken et tv-studie, der teknologisk var fuldt ud på højde med en “rigtig” tv-station (læs lidt teknik-detaljer hos AVM.dk)

Så når TV 2 Finans har brug for en ekspert-kommentar i en fart, hvad er så nemmere end at connecte til Jyske Banks studie i Silkeborg?

Og nu har banken så taget et stort skridt og lanceret deres helt egen tv station på jyskebank.tv, hvor ambitionerne ikke fejler noget:

“I en tid hvor tv-mediet bliver stadig mere overfladisk, hvor journalister får stadig dårligere arbejdsbetingelser, og sværer ved at gå i dybden med en historie, får danskerne en ny tv-station. (…) danskernes nye foretrukne finansielle tv-station”.

Se et promotion indslag her: Jyske Bank præsenterer deres tv station

(Parantes: Hvorfor f….. har de ikke sikret sig, at man kan bruge deres indslag eks. på blogs som denne!?)

Nye tider…

Det bliver ekstremt spændende at følge, om Jyske Bank får succes med tiltaget. Mit bud er, at de får stor succes.

Præmisserne for journalistisk formidling har ændret sig markant bare gennem de sidste 5-10 år, og der ér alt for mange overfladiske historier – specielt i de elektroniske medier. Samtidig stiller vi som informationsforbrugere større krav til relevansen. En journalist på TV 2 Finans er nødt til at gøre en historie om finanskrisen spiselig, så hr. og fru Hakkebøf kan forstå det. Men dermed er der også en del seere, som måske vil føle sig talt ned til – og hvor de sidder med ubesvarede spørgsmål, manglende underbygninger osv. osv.

Den sidste del af seerne vil højst sandsynligt få mere ud af at se et indslag hos Jyske Bank – så det vil de gøre! Også selvom afsenderen åbenlyst prøver at bruge tv-stationen kommercielt. Vi er nemlig kloge nok til at vurdere validiteten i de informationer, vi får – og vi ved godt, at det er en del af bankens markedsføring.

Den moderne medieforbruger behøver ikke altid have et filter i form af en journalist/redaktør, der ud fra nogle universelle journalistiske principper afgør, hvad der er relevant og hvad der ikke er.

Så, respekt herfra. Jeg synes det er fantastisk at se, når nogen (modsat andre) vover at tænke store tanker og efterfølgende eksekverer med speederen i bund!

Flyt dig! Eller jeg…

Forleden dag gik jeg gennem hallen på Århus banegård på vej hjem fra kontoret. Klokken var over 18 – jeg var træt. Meget træt.

Og så – der, midt i hallen har et driftigt el-handelsselskab opstillet resterne af en messestand i håb om at kapre nogle nye kunder:

Håber de på at kapre et offer, der er så træt, at han/hun skriver under og skifter til Nordjysk Elhandel bare for at slippe for at høre på hele salgstalen?

Forstår de ikke 1) At de spilder folks tid, og 2) At de nok er alene om at synes, at strøm er så super spændende, at man gider bruge tid på det på vej hjem fra arbejde…?

Iøvrigt synes jeg deres pay-off er morsomt: “Lidt mere end bare strøm”. Hvad f.eks.?

Genial markedsføring af allergimedicin

Ahh, endelig bringer jeg en blog post, hvor jeg ikke skælder ud…

Jeg synes McNeil Denmark skal have et thumbs up for markedsføringen af deres allergiprodukter.

SP32-20080723-160120

Kort fortalt kan du på eks. benadryl.dk tilmelde dig et pollenvarsel, der tikker ind på din mobil om morgenen kl. 07.30, hvis der forventes særligt høje pollental den pågældende dag.

Det er (permission) markedsføring med en utrolig høj grad af relevans for produktets målgruppe. Produktet gør det i forvejen, men selve markedsføringen kan rent faktisk også redde en hårdt ramt allergikers dag.

Smukt!

Statoil forandrer… øhh – ingenting!

Jeg er på ferie og har i den anledning hørt radio. Og nærmere bestemt en kanal med reklamer. Der er RIGTIGT mange dårlige radioreklamer, men en af dem, der får det til at klø mest i ganen, er nu alligevel Statoils.

Efter bla bla og tilbud på 5 liter sprinklervæske rundes spottet af med et pay off:

Statoil (kort pause) forandrer hverdagen“.

Undskyld mig (og undskyld mit sprogbrug), men hvem fanden har fundet på sådan en gang fordrukkent sludder?

Hvis jeg skal komme med eksempler på ting, der forandrer min hverdag, ville det eksempeltvist være:

  • Jeg eller en af mine nærmeste får en uhelbredelig sygdom
  • Jeg vinder 20 millioner i Lotto
  • Jeg mister et ben
  • Jeg bliver gift eller skilt
  • Jeg får nyt job
  • Osv.

Dét er ting, der kan forandre min hverdag. Men at Statoil findes, eller har tilbud på 5 liter sprinklervæske, det forandrer altså ikke en flyvende fjært. Det kan god være, at det gør min hverdag en lille smule lettere den dag, jeg har glemt at købe mælk. Men så er den heller ikke længere.

Jeg synes ovenstående er et glimrende eksempel på, når markedsføringen mister jordforbindelsen. Jeg tror, at hvis vi får Statoils marketingchef til at lægge hånden på hjertet, så ved han godt, at det er varm luft. En lort er en lort, uanset hvor flot du pakker den ind. Og når vi svinger os op i så høje luftlag som her, er der så ikke en eller anden i marketingafdelingen eller på bureauet, der burde have tænkt tanken: “Gud ved om det er smart at tale så voldsomt meget ned til vores kunder?

Ja, man undres. Og jeg vil lade Statoils marketingchef Peter Boris Kreilgaard få det sidste ord i denne sag  (taget fra et interview i Marketmagazine):

“I forhold til kommunikationsudformningen må Marketing meget gerne være kreative, men det er ikke nødvendigt. I min verden er det rationaliteten, der styrer din kreativitet.”

Fortsat god sommer!

Skal De have et logo til bøffen?

Jeg var til et frokostmøde i går på en restaurant på Århus marina. Ok fint sted. God mad.

Da jeg propmæt efter en alt for stor omgang gammeldags æggekage med bacontern, rødbeder, sennep og hele molevitten er på vej ud af døren møder jeg dette syn:

Brochure i menukortholder

En menukortholder, der er fyldt med brochurer for en grafisk designvirksomhed. På en restaurant.

Hvor store oddsene for at jeg på vej ud af døren tænker “Nu har jeg lige fået en dejlig frokost – så det næste der skal ske, må vel helt naturligt være, at jeg skal have fundet et nyt design bureau“. Nej vel.

Jeg ved godt, at det udover selve brochuren ikke koster noget – og det generer heller ikke nogen. Men på en eller anden måde generer tankegangen bag mig.

Det er symptomatisk, at vi alt for ofte tænker: Det kan godt være, at det ikke virker. At vi ikke får nogle nye kunder på denne måde. Meeeen, hvad nu hvis?

Hvorfor fokuserer vi ikke 100% på at være tilstede i relevante situationer – eller på at gå efter de mange virksomheder, hvor det er tydeligt, at de har brug for eksempelvist et designløft?

Hvor er relevansen?

Læs 10 marketing bøger på 10 minutter

Mange af de tanker, jeg gør mig i forbindelse med markedsføring, stammer fra de mange år – og dermed de mange erfaringer – jeg har arbejdet med online marketing, søgemaskineoptimering, trafikanalyse mv.

Her er der kun én gud – og det er den sætning, som en bruger propper ind i Googles søgefelt.

Men, for en del år siden, læste jeg bogen “Permission Marketing” af Seth Godin, som fik mig til at se på den udvikling internettet har medført mere generelt. Og med udvikling mener jeg den måde, vi som forbrugere er gået fra at være passive modtagere af budskaber til i langt højere grad selv at styre vores informationssøgning og opsøge de marketingbudskaber, vi SELV synes er interessante. Og så iøvrigt ignorere resten af støjen…

Mange af de tanker og pointer jeg præsenterer bl.a. her på bloggen er inspireret af netop Seth Godin. Både fordi jeg er enig i budskaberne, men også fordi manden har en fabelagtig evne til at kommunikere sit budskab på en ukrukket og til-sagen måde.

Nedenstående er tyvstjålet fra hans blog – læs det, og du har essensen fra 10 marketing bøger:


 

What do you know?

Three years ago, I published this list, which was very much a riff, not a carefully planned manifesto. It has held up pretty well. Feel free to reprint or otherwise use, as long as you include a credit line. I’ve added a few at the bottom…

What Every Good Marketer Knows:

  • Anticipated, personal and relevant advertising always does better than unsolicited junk.
  • Making promises and keeping them is a great way to build a brand.
  • Your best customers are worth far more than your average customers.
  • Share of wallet is easier, more profitable and ultimately more effective a measure than share of market.
  • Marketing begins before the product is created.
  • Advertising is just a symptom, a tactic. Marketing is about far more than that.
  • Low price is a great way to sell a commodity. That’s not marketing, though, that’s efficiency.
  • Conversations among the members of your marketplace happen whether you like it or not. Good marketing encourages the right sort of conversations.
  • Products that are remarkable get talked about.
  • Marketing is the way your people answer the phone, the typesetting on your bills and your returns policy.
  • You can’t fool all the people, not even most of the time. And people, once unfooled, talk about the experience.
  • If you are marketing from a fairly static annual budget, you’re viewing marketing as an expense. Good marketers realize that it is an investment.
  • People don’t buy what they need. They buy what they want.
  • You’re not in charge. And your prospects don’t care about you.
  • What people want is the extra, the emotional bonus they get when they buy something they love.
  • Business to business marketing is just marketing to consumers who happen to have a corporation to pay for what they buy.
  • Traditional ways of interrupting consumers (TV ads, trade show booths, junk mail) are losing their cost-effectiveness. At the same time, new ways of spreading ideas (blogs, permission-based RSS information, consumer fan clubs) are quickly proving how well they work.
  • People all over the world, and of every income level, respond to marketing that promises and delivers basic human wants.
  • Good marketers tell a story.
  • People are selfish, lazy, uninformed and impatient. Start with that and you’ll be pleasantly surprised by what you find.
  • Marketing that works is marketing that people choose to notice.
  • Effective stories match the worldview of the people you are telling the story to.
  • Choose your customers. Fire the ones that hurt your ability to deliver the right story to the others.
  • A product for everyone rarely reaches much of anyone.
  • Living and breathing an authentic story is the best way to survive in an conversation-rich world.
  • Marketers are responsible for the side effects their products cause.
  • Reminding the consumer of a story they know and trust is a powerful shortcut.
  • Good marketers measure.
  • Marketing is not an emergency. It’s a planned, thoughtful exercise that started a long time ago and doesn’t end until you’re done.
  • One disappointed customer is worth ten delighted ones.
  • In the googleworld, the best in the world wins more often, and wins more.
  • Most marketers create good enough and then quit. Greatest beats good enough every time.
  • There are more rich people than ever before, and they demand to be treated differently.
  • Organizations that manage to deal directly with their end users have an asset for the future.
  • You can game the social media in the short run, but not for long.
  • You market when you hire and when you fire. You market when you call tech support and you market every time you send a memo.
  • Blogging makes you a better marketer because it teaches you humility in your writing.

Obviously, knowing what to do is very, very different than actually doing it.


Indlægget på Godins blog: http://sethgodin.typepad.com/seths_blog/2008/05/what-do-you-kno.html