Fremtiden er pissefarlig – du kan dø af den!

(Nedenstående er fra en klumme til Aarhus Stiftstidende)

I mit gamle firma havde vi en advokat, der ofte sagde ”Der er kun to ting her i livet, der er sikkert: Du skal dø og du skal betale din skat”. Det kan godt være, at det gælder for os mennesker, men i forhold til virksomheder, har man dog en vis indflydelse – i hvert fald på det med at dø, skatten kommer du nok ikke udenom.

Jeg er i det lidt dystre hjørne her, fordi jeg kort før jul så en artikel om en stor bager, der var gået konkurs og måtte sende en del medarbejdere hjem.

En helt igennem ulykkelig situation for manden, der sikkert havde knoklet røven ud af bukserne for at holde virksomheden gående. Grunden til lukningen blev bla. af brancheforeningen anført at være lukkeloven, og at discountbutikker i stor stil er begyndt at sælge friskbagt brød. Hver uge dør en bagerbutik, og sådan har udviklingen været siden krisen indtraf i 2008, udtalte en talsmand fra bagernes brancheforening.

Jeg kan ikke lade være med at blive en smule irriteret over sådan en udmelding. I mine øjne har den ”traditionelle” bagerbranche været i gang med at udrydde sig selv i mange år. Selvom jeg ikke er superekspert, vil jeg godt turde kalde mig selv brødnørd nok til at sige, at der med ganske få undtagelser ikke har været nogen særlig fokus på det, det hele burde handle om: Brødet.

Produktudviklingen har mest handlet om at få så stor kvantitet som muligt ud af en sæk mel og spanden med den færdig brødmix-blanding. Hvor har passionen for håndværket, eksperimenter med gamle kornsorter, forskellige hævemetoder osv. osv. været? Produktet er simpelthen blevet mere og mere ligegyldigt. Men prøv at kigge på et par af de bagerier her i byen, hvor det handler om at skabe en ekstraordinær kvalitet – de kan tage 3-5 gange så mange penge for et brød og folk står stadig i kø. De har udviklet produkter og koncepter, som ikke kan kopieres – og som er så gode, at de sælger sig selv.

Men nu er det ikke kun bagerne, der skal gå ud over. Der findes desværre en lang perlerække af eksempler på virksomheder og brancher, der ikke i tide har forstået ændringer i forbrugeradfærd og nye konkurrencesituationer. Jeg læste i sommers en bog, hvor der særligt var ét citat, der blev hængende: ”A Smith and Wesson beats four aces”. Det kan godt være, at du sidder med fire esser på hånden og føler dig sikker på at vinde, for du har jo ifølge reglerne den højeste hånd. Men hvis din modspiller trækker en seksløber, hvad er dine fire esser så værd?

Både for mennesker og virksomheder gælder det, at der er udvikling og der er afvikling. Det der midt i mellem… det findes ikke. Hvis du ikke som virksomhed konstant udfordrer dig selv og din magelighed, så afvikler du – det gælder både en kæmpevirksomhed, som den jeg selv arbejder i, men også den lille boghandel, café eller bager for den sags skyld. Og så vil fremtiden gøre kål på dig.

I øvrigt, så er det også ALTID sjovere at være i offensiven end at skulle retfærdiggøre status quo.

Godt nytår!

(Smith and Wesson citatet er fra bogen “Velocity – Seven new laws for a World gone digital” – kan anbefales på det varmeste. Tjek bogens website og køb bogen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s