Overskriften er ikke for at være kælen. Det er selvfølgelig Told og Skat (som det jo hed før), jeg refererer til. Næsten hver gang, jeg skal finde en eller anden oplysning på www.skat.dk, sidder jeg og bander frustreret over, hvor helt vanvittigt elendig deres søgefunktion er. Og det har været sådan i flere år. Den er ganske simpelt 100% ubrugelig.
Eksempel: Jeg kan aldrig huske, hvad satserne for kørsel i egen bil er. Så jeg prøver at søge på “kørsel i egen bil”:
|
Og sådan fortsætter det ellers derned af. Læg mærke til, at de 5 første resultater er over 9 år gamle (!). Og iøvrigt er der ikke noget der giver mig svar på noget som helst.
Godt så. Vi har altså med en “dum søgemaskine” at gøre, så jeg bliver nødt til at finde den præcise og officielt godkendte term. Mon ikke det er noget med “erhvervsmæssig kørsel i egen bil”? Kigge, scrolle, kigge, scrolle, etc. etc. Efter hvad der svarer til 11 A4 siders (!) tekst på resultatsiden, har jeg stadig ikke fundet et svar på mit spørgsmål. Retfærdigvist skal det dog siges, at der var et par resultater, der kunne lugte lidt af fisk, eks.:
|
Altså et dokument, der er over 7 år gammelt. Men hov. Aha! Det hedder “skattefri befordringsgodtgørelse” hvis man skal sige det på korrekt SKATsk. Så det prøver vi. Ny søgning.
Resultat? Efter 26.858 tegn (eller hvad der svarer til 10 A4 siders tekst nu), er der et resultat, der hedder “Befordringsfradraget stiger i 2008”, som jeg tilfældigvist kommer til at klikke på, fordi jeg blev så lykkelig over, at der blev nævnt et årstal fra dette årtusind.
Og der, voila, finder jeg så satsen i et dokument, der handler om noget andet.
Jeg troede egentlig meningen med en søgefunktion var at gøre det nemmere at finde information. Ikke at gøre det sværere, eller som her: Fuldstændigt umuligt.
Jeg tror jeg vil overveje at nedsætte mine månedlige bidrag til Kristian Jensen og hans webafdeling markant.